Politiet efterlyser nu flere konkrete vidner, efter eksplosionen ved nærpolitistationen på Nørrebro i København i nat.
Det fortæller chefpolitiinspektør hos Københavns Politi Jørgen Bergen Skov på et pressemøde.
Indtil videre har politiet fået henvendelser fra 52 personer.
Men de hører gerne fra endnu flere, der har opholdt sig på Nørrebro i området omkring Hermodsgade, Sigurdsgade, Titangade og Vermundsgade mellem klokken tre og fire i nat.
- Alt, hvad man kan have observeret i går nat, er vigtigt, siger Jørgen Bergen Skov.
Nye billeder af efterlyst mand
Politiet sendte lørdag formiddag et utydeligt billede ud af en mulig gerningsmand. Lørdag eftermiddag har de sendt endnu flere billeder ud:
Her fremgår det, at den sortklædte mand har en mørk plastikpose, hvor der på den ene side står "solid", og på den anden side er et udråbstegn. Tidligere på dagen sagde politiet, at der var tale om en pose fra Rema 1000. Men det var altså ikke tilfældet.
Den efterlyste mand beskrives desuden som: en mand i alderen 15 til 25 år samt 170-180 centimeter høj og almindelig af bygning.
Manden var ifølge politiet iført "en sort jakke med afstivet skygge på hætten, og hætten trukket over hovedet samt mørke løstsiddende bukser med en lomme på højre bukseben, lyst mærke på lommen på buksebenet, sorte sko med sorte såler, ingen handsker".
Har man set manden, skal man kontakte politiet på 114.
Ingen kobling mellem eksplosioner
Eksplosionen på nærpolitistationen på Nørrebro i nat er den anden på blot en uge i København. Men Københavns Politi vil endnu ikke kæde eksplosionen på Nørrebro sammen med eksplosionen ved Skattestyrelsen på Østerbro tirsdag aften.
- Der er ikke noget i vores undersøgelser, der lige nu peger på, at det er foregået på samme måde, siger Jørgen Bergen Skov.