Høje brag fra brændende biler, knuste vinduer fra facader og porte til bygninger, der er sprængt mere eller mindre væk.
Det er resultaterne af de 15 eksplosioner, der i løbet af 2019 har ramt i hovedstadsområdet.
Den seneste eksplosion ramte en vandpibecafé på Amager, hvor der blev kastet med en håndgranat.
Samtidig har Københavns Politi nu knyttet flere af eksplosionerne til bademiljøet. For eksempel mener politiet, at en eksplosion ved et pizzeria i Vanløse har relation til en igangværende konflikt mellem to københavnske bandegrupperinger.
En mand med en plastikpose i hånden blev set på gerningsstedet ved pizzeriaet, to minutter før eksplosionen blød.
Få overblikket over eksplosionerne her.
13. februar: Tøjbutikken Alis, Christiania
Natten til onsdag den 13. februar rykker Københavns Politi ud til en eksplosion på Fristaden Christiania i København.
En ukendt bombeladning er udløst ved tøjbutikken Alis og har efterladt butikken med større materielle skader.
- De fleste ruder er fuldstændig forsvundet, men der er ingen meldinger om tilskadekomne, lyder det fra vagtchef Henrik Brix i den forbindelse.
På billeder fra Local Eyes kan man se glas og træ, der ligger splintret på gulvet inde i butikken.
18. februar: Tøjbutikken Alis, Christiania
Mindre end uge efter eksplosionen ved Alis er den gal præcis samme sted igen.
Træhuset, som Alis holder til i, har fået knust de fleste ruder og noget træværk er sprængt væk fra bygningen i en ny eksplosion, som det ses på billeder fra Local Eyes.
Heller ikke i den eksplosion er der nogen tilskadekomne.
14. april: Hothers Plads, Mjølnerparken på Nørrebro
Natten til den 14. april vågner Osman Durmaz op til et opkald fra politiet, der fortæller ham, at hans bil er eksploderet.
Den 53-årige mand kunne kort efter med egne øjne se sin og konens rengøringsvogn stå raseret nede på parkeringspladsen i Mjølnerparken på Nørrebro.
Vinduerne i den hvide bil var blæst ud, døre og bagparti på bilen krøllet sammen, og inventaret i den lå spredt på jorden ved den.
Heller ikke her kom nogen personer til skade.
19. april: Gersagerparken i Greve
Flere parkerede biler fik knust ruder og punkteret dæk, da en håndgranat blev bragt til sprængning på en parkeringsplads i boligområdet Gersagerparken i Greve.
Håndgranaten sprang omkring klokken 02 om natten.
Politiet var talstærkt til stede - også med sprængstofeksperter - den efterfølgende morgen og kunne samme dag melde ud, hvad man mente, var årsagen til eksplosionen.
- Det er Midt- og Vestsjællands Politis umiddelbare opfattelse, at der er tale om et internt opgør mellem personer i det kriminelle miljø, lød det i pressemeddelelsen.
Senere samme eftermiddag skulle partileder fra Stram Kurs Rasmus Paludan afholde demonstration i området.
- Vi ønsker at berolige eventuelle deltagere i den demonstration. Det har ikke noget med det at gøre, sagde politiet dengang til B.T.
7. maj: Rentemestervej/Bygmestervej på Nørrebro
Kriminalteknikere og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste rykker om morgenen den 7. maj ud til en bilbrand på hjørnet af Bygmestervej og Rentemestervej i Københavns nordvestkvarter.
Vidner havde i løbet af natten hørt et højt brag, og på en parkeringsplads stod en totaltskadet BMW tilbage, og dele fra bilen ligger spredt på fortovet.
Ammunitionsrydningstjenesten blev tilkaldt, fordi politiet ville have klarhed over, om det var en brand eller en eksplosion, der var årsag til de omfattende skader på bilen.
10. maj: Thansen, Valby
Tre dage efter episoden med BMW'en lyder et højt brag i Valby foran en Thansen-butik.
Her er en solid port til et lager hos butikken blevet blæst i stykker af en eksplosion.
- Klokken 02.50 får vi en anmeldelse om, at der er hørt et højt brag fra adressen. Da vi kommer derud, kan vi se, at en aluminiumsport til et lager stort set er bortsprængt, siger vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix.
Ingen personer kom til skade ved eksplosionen.
31. maj: Øresundsvej 94, Amager
Natten til fredag den 31. maj er det beboere på Øresundsvej 94 på Amager i København, der bliver vækket af en eksplosion.
Her har en sprængning ødelagt en Peugeot parkeret på gaden, og et forretningsvindue til en smørrebrødsbutik på adressen er ødelagt. Vinduet er ifølge politiet formentlig smadret, da et fragment fra bilen har ramt det.
- Selve sprængningen er foregået ved den parkerede bil. Vi kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt det, som har forårsaget eksplosionen, var anrettet i, under eller ved siden af bilen, siger vagtchefen ved Københavns Politi.
Ingen personer kom til skade.
16. juni: Autoværksted, Vallensbæk
Tidligt på natten til søndag 16. juni raserer en eksplosion et autoværksted på Vejlesvinget i Vallensbæk, uden at nogen personer kommer til skade.
Døre og vinduer er blæst ud ved eksplosionen, hvor taget også løftede sig. Efterfølgende opstår der brand i værkstedet.
Allerede få timer efter eksplosionen oplyser vagtchefen hos Vestegnens Politi, at et vidne har set flere personer løbe fra gerningsstedet kort før eksplosionen.
6. august: Skattestyrelsen, Østerbro
Klokken 22.16 modtager politiet anmeldelse om et højt brag ved Skattestyrelsens bygning i Østbanegade på Østerbro.
En enkelt person bliver ramt af fragmenter fra eksplosionen, der har smadret de store glaspartier i bygningen, og metal- og glasstumper ligger spredt ud over jorden.
Politiet betragter eksplosionen som værende kraftig og et angreb på Skattestyrelsen.
Tirsdag d. 17. september anholder politiet en 23-årig svensk mand i Københavns Lufthavn. Manden har været internationalt efterlyst i forbindelse med eksplosionen mod Skattestyrelsen.
10. august: Nærpolitistationen, Nørrebro
Politiet modtager klokken 03.18 en anmeldelse om et højt brag på Hermodsgade på Nørrebro.
Ingen personer kom til skade ved eksplosionen, som har skadet dele af bygningen og sprængt facadens vinduer i stykker.
Umiddelbart efter eksplosionen blev en mand set løbe fra nærpolitistationen iført mørkt tøj. Han er nu efterlyst af politiet.
27. august: Boligopgang, Greve
Beboerne i Gersagerparken i Greve blev kort før klokken 02 vækket af et højt bragt. En eksplosion havde ramt indgangen til en af opgangene i boligområdet.
- Eksplosionen har forårsaget en del materiel skade, men ingen personer er kommet til skade, skrevet Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Både ammunitionsrydningstjenesten og politiets teknikere var til stede ved gerningsstedet, og det lød også fra politiet, at man ikke anså eksplosionen som et uheld.
- Det er en kriminel handling, lød det i politiets pressemeddelelse.
18. september: Pizzeria, Vanløse
I de tidlige morgentimer onsdag den 18. september sender en voldsom eksplosion rystelser gennem bygningerne i området nær pizzeriaet, Pizza 73, på Jyllingevej i Vanløse.
Naboer beretter om et kæmpe brag, og politiet møder talstærkt op på adressen flankeret af kriminalteknikere, brandvæsen og bomberyddere.
På et pressemøde kan vicepolitiinspektør, Brian Belling, fortælle, at man har videooptagelser af en mand, der kommer gående mod pizzeriaet med en pose i hånden to minutter før eksplosionen. Desuden ligger politiet inde med optagelser af to mænd, der løber fra stedet umiddelbart efter eksplosionen kl. 05.39.
Politiet efterlyser manden og i øvrigt også vidner, men understreger at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der tyder på, at eksplosionen har noget at gøre med de andre eksplosioner, der har fundet sted i København den seneste tid.
Politiet har senere fortalt, at det er en konflikt i det københavnske bandemiljø, der var årsag til eksplosionen.
20. september: Villa, Brøndby
Københavns Vestegns Politi fik meldinger om en eksplosion i et villakvarter i Brøndby tidligt om morgen den 20. september.
- Der løb en anmeldelse ind natten til fredag om et højt drøn. Da vi kommer derud, ser vi, at det er sket i en indkørsel og har ramt en bil, lød det dengang fra vagthavende ved Københavns Vestegns Politi Lars Guldborg.
Det fik politiet til at tilkalde både teknikere og kemisk beredskab til stedet.
Samme nat var der også flere anmeldelser om brande - for eksempel i en cafe på Ålekistevej i Vanløse og en bil i den københavnske bydel Tingbjerg.
Ingen kom til skade.
24. september: Thai-restaurant, Amager
- Vi får klokken 03.30 en anmeldelse fra borgere, som har hørt et stort brag, fortalte vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi morgenen efter eksplosionen ved thai-restauranten Øens Thaimad på Røde Mellemvej på Amager i København.
Der var ingen meldinger om tilskadekomne, og politiet efterlyste hurtigt en person, der var set løbe væk fra gerningsstedet.
Et vidne har beskrevet personen som 175 til 180 centimeter høj iklædt sort tøj.
- Det kan være én, der er blevet forskrækket over noget, eller det kan være en potentiel gerningsmand, sagde efterforskningsleder Mads Helios efter eksplosionen.
Det er uvist, om politiet anser denne eksplosion for at være en del af bandekonflikten i og omkring København.
14. oktober: Vandpibecafé, Amager
En hånedgranat ved en vandpibecafé på Amagerbrogade 215 førte til mindre skader natten til den 14. oktober.
Politiets vurdering er, at hændelsen er sket som led i den verserende bandekonflikt.
- Det er desværre den seneste i en række af eksplosioner, som vi har oplevet i København i år. Det er noget, vi tager meget alvorligt. Heldigvis er der ingen tegn på, at nogen er kommet til skade ved denne mindre eksplosion, sagde politiinspektør Torben Svarrer i forbindelse med eksplosionen.
Vidner har forklaret, at der kørte en bil i hastig fart væk fra stedet efter eksplosionen, forklarer politiinspektøren.