Politi indfører visitationszone på Amager efter skud

Efter flere skudepisoder udvides visitationszonen i København til at gælde flere gader på Amager.

Tre personer er sigtet efter skud i går aftes på Holmbladsgade, hvor en 20-årig mand blev ramt. (Foto: © MATHIAS ØGENDAL, Scanpix)

Københavns Politi etablerer en midlertidig visitationszone på store dele af Amager efter skudepisode tirsdag.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Visitationszonen betyder, at politiet stikprøvevis kan undersøge personers kroppe, deres tøj, genstande og køretøjer.

Zonen indbefatter følgende område på Amager:

Christmas Møllers Plads mod øst til Vermlandsgade - Uplandsgade - Prags Boulevard - Ved Amagerbanen - Lergravsvej-Strandlodsvej-Øresundsvej-Amagerbrogade og retur til Christmas Møllers Plads.

Ifølge politiet er flere skudepisoder årsag til visitationszonen.

I går var der skyderi på Holmbladsgade, hvor en 20-årig mand blev ramt. Han er uden for livsfare.

Tre personer er nu sigtet og varetægtsfængslet i sagen. Ifølge politiet har både ofret og de anholdte banderelationer.

Der er i forvejen etableret visitationszoner i store dele af København.

/ritzau/