Tre mænd varetægtsfængslet efter skudepisode på Amager

Ifølge sigtelsen skød de tre personer for at dræbe

Politi i Holmbladsgade på Amager i København, hvor der tirsdag aften var skyderi. En person blev ramt af skud og kørt til behandling på hospitalet. (Foto: Mathias Øgendal/Scanpix 2017) (Foto: © MATHIAS ØGENDAL, Scanpix)

Tre mænd på 24, 23 og 19 år er onsdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

https://twitter.com/KobenhavnPoliti/status/897823184837365760

Mændene er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et skyderi på Holmbladsgade på Amager tirsdag aften, hvor en 20-årig mand blev ramt.

Det vides ikke, hvordan de tre forholder sig til sigtelsen.

Det 20-årige skudoffer er uden for livsfare.

Anholdt på tankstation

Politiet fik anmeldelsen klokken 20.50. Kort efter klokken 22.30 blev de tre unge mænd anholdt mistænkt for skyderiet.

Mændene, der kørte i en bil, blev ifølge Københavns Vestegns Politi standset ved en tankstation i krydset mellem Vallensbækvej og Folemarksvej i Brøndby, vest for København.

Det vides ikke, om skyderiet har noget med den verserende bandekonflikt at gøre, men ifølge politiet har både ofret og de anholdte banderelationer. Episoden på Amager var 56. gang i år, at der fandt et banderelateret skyderi sted i Danmark i 2017.

Dermed har der i de første otte måneder og 15 dage af 2017 været flere banderelaterede skudepisoder på landsplan, end der var i hele 2016.

Den triste udvikling er drevet af bandekonflikten i København, hvor der siden den 12. juni har været 26 episoder med bandemedlemmer, der har affyret skud.

Efter den seneste tids mange skyderier på åben gade har politiet besluttet at være mere til stede på Nørrebro i København, og der er blandt andet blevet sendt endnu en mobil politistation til området.