En aften med EM-kamp på storskærm endte med, at den tidligere justitsminister og nuværende medlem af Folketinget for Socialdemokraterne, Morten Bødskov, blev overfaldet af en ukendt gerningsmand.
- Politiet får en melding cirka klokken 22:00 om, at Morten Bødskov skulle være udsat for vold i forbindelse med, at han havde været til stede ved storskærmsarrangementet på Islands Brygge, siger vicepolitiinspektør Ove Larsen fra Københavns Politi.
Politiet sendte herefter en patrulje mod Islands Brygge, som fik kontakt til eks-ministeren samt to af hans venner. Københavns Politi har nu taget sagen op som en anmeldelse under straffelovens paragraf 119, som dækker over forbrydelser mod personer i ”offentlig tjeneste og hverv”.
- Det er politiets opfattelse at, Morten Bødskov bliver forurettet qua sit arbejde. Gerningsmanden er velvidende om, hvem Morten Bødskov er - og hans tilknytning til politik samt Socialdemokraterne, siger Ove Larsen.
Ifølge vicepolitiinspektøren var volden rettet mod Morten Bødskov på grund af hans tilknytning til partiet, snarere end det var et angreb motiveret af Bødskovs tidligere hverv som minister.
Gerningsmanden er ikke pågrebet, og politiet har heller ikke en navngiven person i kikkerten, men efterlyser en ung mand med et karakteristisk kendetegn på venstre underarm.
- Der er en tatovering af et kors på en længde af 10 til 15 centimeter, siger vicepolitiinspektøren og tilføjer, at Københavns Politi er interesseret i at høre fra vidner, som var på Islands Brygge i går omkring klokken 22:00.
- Pågældende løber derfra op mod Langebro. Er der nogen, der har set ham under flugten, så er vi interesseret i at høre om det, siger Ove Larsen.