Den polske økonomi blomstrer med raketfart, og arbejdsløsheden er historisk lav.
Det går faktisk så godt i Polen, at der nu mangler hænder på arbejdsmarkedet særligt i byggeriet og i social- og sundhedssektoren.
Sådan lyder det fra Polens ambassadør i Danmark, Henryka Moscicka-Dendys, som i den seneste tid har været på charmeoffensiv på danske arbejdspladser med polsk arbejdskraft.
Hendes mission har været helt klar. De polske arbejdere skal tilbage til hjemlandet, hvor der er rig mulighed for at få et job på bedre vilkår end førhen.
- Jeg fortæller først og fremmest om udviklingen på det polske arbejdsmarked. Der er kommet højere lønninger, men også bedre forhold på arbejdspladserne, siger Henryka Moscicka-Dendys og fortsætter:
- Især dem, som har forladt landet for kort tid siden lytter på mine argumenter, og kan fristes til at vende tilbage og slå sig ned i Polen igen.
Bekymrede arbejdsgivere
Polske arbejdere udgør langt den største andel af udenlandsk arbejdskraft i Danmark. De seneste opgørelser viser, at cirka 38.000 polakker arbejder i Danmark, hvilket er mere mere end en fjerdedel af al udenlandsk arbejdskraft fra EU-lande i Danmark.
Særligt Polens indlemmelse i EU i 2004 gjorde det markant nemmere for polakker at arbejde rundt omkring i EU. De seneste 10 år har man derfor set mere end en fordobling af polske arbejdere i Danmark.
Dansk Industri, hvis medlemsvirksomheder har mere end en million ansatte inden for serviceerhverv, er dybt afhængig af udenlandsk arbejdskraft.
Og her er man meget bekymret for, hvis polakkerne begynder at strømme hjem i tusindvis.
- Det danske arbejdsmarked og de danske virksomheder er stærkt afhængige af, at vi har polakker, der hjælper med at varetage en lang række opgaver, for vi mangler arbejdskraft. Uden polakkerne ville vi komme i meget store problemer, siger Kent Damsgaard, der er vicedirektør i Dansk Industri.
Hos Dansk Arbejdsgiverforening, der er interesseorganisation for 14 arbejdsgiverforeninger, deler man den bekymring.
Derfor skal Danmark nu til at yde en ekstra indsats for at gøre det klart for andre europæiske lande og lande uden for EU, at det danske arbejdsmarked er en guldgrube med høje lønninger og gode arbejdsforhold.
- Danmark har været begunstiget af, at mange er kommet til landet og har bidraget til det danske arbejdsmarked. Vi har vi har hele tiden sagt, at den udvikling bliver ikke bare ved, for andre lande får også gang i deres vækst, siger administerende direktør Jacob Holbraad, der helt konkret mener, at det skal være nemmere for ikke EU-borgere at få mulighed for at arbejde i Danmark..
- Vi ser, at det bliver sværere at tiltrække europæisk arbejdskraft, og derfor skal vi se ud over Europas grænser. For eksempel til Indien, Kina og USA.
Ambassadør lokker med endnu højere lønninger
Selv om Polens økonomi er i fremdrift, så er der stadig et stykke op til, at landet kan matche danske lønninger.
Den udfordring er ambassadør Henryka Moscicka-Dendys udmærket klar over, men alligevel mener hun, at hendes mission om at få flere til at vende hjem kan lykkedes.
- Vi har nærmet os andre lande i EU ret hurtigt økonomisk de seneste år, og vi håber, at lønningerne vil stige yderligere de kommende år, siger hun.
Alligevel er der stadig et stykke op til danske lønninger. Er det ikke meget svært at få overbevist nogle?
- Jeg er godt klar over, at det er en udfordring. Men lønningerne er jo netop støt stigende, og i Polen er der meget lavere leveomkostninger, hvilket også er et meget vigtigt argument, siger Henryka Moscicka-Dendys
Ambassadøren fortæller, at man også er i gang med at overbevise polakkere i andre EU-lande om at vende hjem. Man har blandt andet et særligt fokus på Storbritannien og Tyskland.