Omkring 10.800 løbere kaster sig i dag ud på en 42 kilometer lang løbetur i Københavns gader, og inden starten går, skal mange af dem lade vandet eller komme den nervøse mave til livs.
Det har gennem årene skabt problemer med tisseri rundt omkring på Islands Brygge i København, hvor start- og målområdet ved Copenhagen Marathon ligger.
- Vi stiller mange toiletter op i start- og målområdet, men problemet er, at der nærmest aldrig er nok, fordi folk får nervøs mave og skal af med det inden, siger kommunikationsansvarlig for Copenhagen Marathon, Jeanette Eskildsen.
Sidste år betød det ifølge Copenhagen Marathon blandet andet, at en børnehave i området oplevede, at løbere gik ind på institutionens område for at tisse og gøre det, der er værre. Løbere har også ladet vandet op ad en stor grundejerforenings ejendom.
Og de problemer er Copenhagen Marathon kede af.
- Når vi kommer og laver arrangementer, vil vi gerne genere mindst muligt, siger løbschef for Copenhagen Marathon, Lars Nissen.
Derfor vil løberne i morgen se skilte, hvor der står, at man ikke må træde af på naturens vis.
Samtidig vil et højt hegn ved både børnehaven og grundejerforeningen gøre det svært for løberne at tisse løs, mens der også vil være vagter, som henviser tissetrængende løbere til de nærmeste toiletter og pissoirer.
I start- og målområdet vil der være 150 toiletter og 200 til 300 pissoirer, mens der på løbsstrækningen vil være cirka 70 toiletter spredt ud for hver fjerde kilometer.
Tisse-regler
- •
Må du tisse på gaden?
- •
Nej. Det er forbudt at tisse på gaden, i porten eller op ad butiksvinduet. Det kan koste en bøde på mellem 1000 og 1500 kroner, fordi det er en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, hvor der står, at man ikke må støde og genere nogen, og man må ikke opføre sig, så det er til ulempe for andre.
- •
Må du tisse bag busskuret?
- •
Nej. Det er ikke i orden at gå om bag ved busskuret og tisse, mens man venter på bussen. Busskuret er et offentligt sted, hvor mange færdes og parkerer cyklerne. Her skal man gå væk fra skuret og finde et buskads eller lignende, hvor man kan tisse uden at blive set.
- •
Må du tisse langs vejkanten?
- •
Det er o.k. at stoppe i vejkanten, hvis man skal tisse, men forbikørende skal ikke kunne se dig. Hvis man tisser i offentligheden på en meget pågående og synlig måde, kan man ikke bare forstyrre den offentlige orden, men også være i nærheden af en blufærdighedskrænkelse.
- •
Må du tisse i skoven?
- •
Du må gerne tisse i skoven og på stranden, men sørg for at være uset, så andre ikke føler sig stødt eller generet.
- •
Skal restauranten låne sit toilet ud?
- •
Nej, det er en skrøne. På restauranten gælder det samme som i et privat hjem. Toilettet er privat ejendom, som andre ikke har ret til.
- •
Skal supermarkedet lade mig bruge personaletoilet?
- •
Nej. Supermarkedet er i sin gode ret til at sige nej til kunder, der gerne vil låne personaletoilettet. Det gælder ligesom hos restauranten, at toilettet er privat ejendom, som man selv råder over.
- •