Pia K. om hæderspris til terror-ofre: Jeg håber aldrig, jeg skal uddele denne pris igen

I dag uddelte Folketinget sin nystiftede hæderspris til ofrene for terrorangrebet i København.

Vagten Dan Uzan og filminstruktøren Finn Nørgaard betalte den ultimative pris, da de sidste år mistede livet under terrorangrebene i København.

I dag æres de af Folketinget med en hæderspris, som blev uddelt for første gang. Udover priserne af 200.000 kroner stykket får de to ofre også deres navne på en mindeplade i Vandrehallen på Christiansborg.

Pengene går til henholdsvis Dan Uzans Mindefond og Finn Nørgaard Foreningen.

Det var Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, der uddelte prisen.

- Det er bestemt ikke en pris, vi har lyst til at uddele nogensinde igen. Det er ikke en søjle, hvor vi har lyst til at sætte flere mindeplader op, siger hun til Ritzau.

Enhedslistens Pelle Dragsted lagde et billede af mindepladerne på Twitter:

https://twitter.com/pelledragsted/status/736883602286379008

Ved uddelingen deltog familierne til både Finn Nørgaard og Dan Uzan.

- Midt i den personlige sorg og det savn, som I føler og vil føle i resten af jeres levetid, har I vist mod til at dele Dan Uzans og Finn Nørgaards liv, historier og værdier med os, siger Pia Kjærsgaard.

- Alle kan gøre en forskel i verden

Formanden for Finn Nørgaard Foreningen, Ole Mølgaard, er taknemmelig for, at det offentlige Danmark nu anerkender ofrenes indsats.

- Det er jo fuldstændig uforståeligt, det som Dan Uzan og Finn Nørgaard gjorde. De ofrede deres eget liv for at redde andre menneskers liv. Det er en vigtig påmindelse til os alle sammen. Vi har et handlerum. Vi har alle sammen mulighed for at gøre en forskel her i verden, siger Ole Mølgaard til DR Nyheder.

Det har tidligere været fremme, at Finn Nørgaard blev skudt og dræbt, da han forsøgte at overmande Omar El-Hussein på Krudttønden.

Dan Uzan blev dræbt, da Omar El-Hussein senere på aftenen forsøgte at skaffe sig adgang til synagogen i Krystalgade, København. Uzan var frivillig dørmand.

I klippet neden for kan du høre Ole Mølgaard, der er formand for Finn Nørgaard Foreningen, forklare, hvorfor en hæderspris er vigtig for Danmark.

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a574ad2ea6187a40fa802d775

Hæder til terrorofre

  • Dan Uzan blev i 2015 hædret posthumt af den franske stat med æresmedaljen Médaille du Courage. Senere på året kårede Berlingske ham til Årets Dansker 2015, hvilket statsminister Lars Løkke Rasmussen nævnte i sin nytårstale 1. januar 2016.

  • Finn Nørgaard udnævnes posthumt til Ridder af den franske kunst- og litteraturorden, Arts et Lettres.