Anklagemyndigheden tiltaler ubådsbygger Peter Madsen for drab på den svenske journalist Kim Wall.
Det var planlagt på forhånd, mener Anklagemyndigheden ifølge Københavns Politi, som omtaler det anklageskrift, der nu er kommet i sagen.
- Ifølge anklageskriftet er drabet sket efter forudgående planlægning og forberedelse, skriver Københavns Politi.
Her fremgår det, at den præcise dødsårsag er ukendt.
- Ifølge anklageskriftet er drabsmåden ukendt, men drabet kan være sket ved halsoverskæring eller kvælning, oplyser Københavns Politi.
Udover at være tiltalt for drab er Peter Madsen også tiltalt for usømmelig omgang med lig ved at have parteret Kim Wall.
Derudover er han tiltalt for andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter. Her har det tidligere været fremme, at Kim Walls torso var påført flere stik i underlivet.
Anklagemyndigheden vil kræve Peter Madsen idømt livsvarigt fængsel, når sagen skal for retten. Alternativt vil Anklagemyndigheden have ham idømt den tidsubestemte straf forvaring.
- Der er tale om en meget usædvanlig og ekstremt grov sag, som har haft tragiske følger for Kim Wall og hendes pårørende. Interessen for sagen er meget stor, men vi håber på mediernes forståelse for, at sagens øvrige beviser skal fremlægges i retten og ikke i pressen, udtaler specialanklager Jakob Buch-Jepsen ved Anklagemyndigheden i Københavns Politi.
Klokken 14:30 afholdes der en briefing om sagen. DR.DK sender live.
Peter Madsens forsvarer, Betina Hald Engmark, oplyser i en sms til DR Nyheder, at hun endnu ikke har haft lejlighed til at tale med den drabstiltalte, og at hun ingen kommentarer har på nuværende tidspunkt.
I sagen kræver Anklagemyndigheden også Peter Madsens ubåd UC3 Nautilus konfiskeret, så den kan blive destrueret.
Peter Madsen har nægtet sig skyldig i drab
Journalisten Kim Wall var i København den 10. august sidste år.
Her mødtes hun med ubådsbyggeren og opfinderen Peter Madsen. Sammen sejlede de omkring klokken 19 ud fra Refshaleøen i København i den hjemmebyggede ubåd Nautilus.
Da ubåden ikke kom i land igen samme aften, startede Forsvaret og Marinehjemmeværnet midt om natten en større eftersøgning efter ubåden med både redningshelikoptere og skibe.
Næste formiddag den 11. august blev ubåden spottet i Køge Bugt. Først lød det, at alle havde det godt ombord på ubåden.
Kort tid efter sank ubåden, samtidig med at Peter Madsen blev reddet i land af en privat motorbåd. Han forklarede, at han havde sat den svenske journalist i land aftenen før.
Politiet tog Peter Madsen med sig fra Dragør Havn ved København, da han kom i land. Han blev anholdt og et par timer senere sigtet for drabet på den svenske journalist - noget han hele tiden har nægtet.
Dagen efter blev Peter Madsen fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet. Han har siddet varetægtsfængslet siden da.
Peter Madsen har efterfølgende forklaret, at der skete en ulykke ombord på ubåden, som førte til, at Kim Wall døde. Han har erkendt at have parteret Kim Wall og kastet hendes ligdele i havet.
I slutningen af august fandt en person Kim Walls torso i vandkanten på Amager. Senere har dykkere fundet hoved, ben og arme.
Retssagen kommer til at køre i Københavns Byret fra den 8. marts. Der ventes dom i sagen den 25. april.