Drabschef: Nu har Kim Walls familie en hel person, de kan begrave

Dykkere vil i dag og i morgen lede videre efter Kim Wall og Peter Madsens mobiltelefoner.

Det er strips og metalrør, som gør, at Københavns Politi mener, at de har fundet den nu afdøde svenske journalist Kim Walls arm.

Det fortæller drabschef Jens Møller Jensen.

Armen blev fundet i formiddags af dykkere i Køge Bugt og var forsøgt tynget ned mod bunden.

Dermed har politiet fundet alle ligdele tilhørende den svenske journalist Kim Wall, der døde under en sejltur med ubådsbygger Peter Madsen den 10. august.

Drabschefen fortæller her om sagen:

Hvad har I gjort af fund i dag i Køge Bugt?

- Dykkerne fra Forsvarets Minørtjeneste har cirka kvart over ti fundet det, vi anser for Kim Walls højre arm.

- Den er fundet i Køge Bugt i umiddelbar nærhed af, hvor vi i sidste uge også fandt en venstre arm, og den er tynget ned på samme måde, som vi har set den anden arm og begge ben være det med strips og med metalstykker, og derfor mener vi, at det er Kim Walls arm, vi har fundet i dag.

Har I fået identificeret den arm, man fandt i sidste uge?

- Det har vi ikke med 100 procents sikkerhed. Vi har ikke fået lavet det, der hedder en straks-dna-analyse. Vi har sikret dna, og det tager nogle uger, før vi har et svar. Men det er fundet tæt på den rute, som vi ved, at ubåden Nautilus har sejlet, og det er tynget ned på samme måde som benene.

- Derfor antager vi, at det er Kim Walls arme, der er fundet både i dag og i sidste uge.

Ubådsbygger Peter Madsen er sigtet for drabet på Kim Wall samt usømmelig omgang med lig og anden seksuel omgang end samleje. Han erkender usømmelig omgang med lig, men nægter drab. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Hel krop har stor betydning for familien

Hvilken betydning har det for efterforskningen, at man nu har en hel krop?

- Det har først og fremmest en stor etisk betydning for Kim Walls pårørende, at de nu har en hel person, de kan få begravet.

- Dernæst vil den undersøgelse, som retsmedicinerne skal lave af armen i morgen, vise, om det også har en betydning for selve efterforskningen af sagen, siger drabschefen.

Når armen er obduceret og de resterende undersøgelser færdiggjort, kan familien så få udleveret liget og holde en begravelse?

- Hvad der skal ske med delene af Kim Wall, har vi valgt at holde som en sag mellem retsmedicinerne, os og de pårørende.

Vicepolitiinspektør og drabschef Jens Møller Jensen (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Politiet vil ikke udtale sig om skader på armene

Er der nogen afværgeskader eller tegn på kamp på den venstre arm?

- Vi vil ikke kommentere på den arm. Det vil vi heller ikke gøre på den højre arm.

- Nu er vi så tæt på en retssag, så nu må vi se, hvad anklageren vælger at rejse tiltale for.

Hvad har der været på den højre arm, da I finder den?

- Den er sikret i vandet. Den bliver fotodokumenteret, og så sikrer vi den i et vådt miljø i poser og en plastikkasse, og så bliver den liggende i vand, indtil retsmedicinerne kigger på den i morgen.

Ubåden Nautilus sank den 11. august, men den blev bjærget op og er siden blevet undersøgt af politiet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Har de svenske lighunde haft en betydning i fundet af armen i dag?

- Vi har haft hundene med flere gange. Dem har vi haft et godt samarbejde med. De var senest nede for 14 dage siden i fire dage, og der var en enkelt markering. Det var 400 meter fra det område, hvor vi fandt venstre arm for en uge siden, så indirekte har de også haft en finger med i spillet her.

Dykker videre - leder efter mobiltelefoner

Nu har I en hel krop, men I mangler stadig mobiltelefoner. Leder I videre nu?

- Vi fortsætter med at dykke i dag og i morgen.

- Vi laver det, vi kalder et gerningsstedsdyk – altså et meget grundigt dyk i området, hvor vi har fundet de to arme for at se, om der kan være én eller to mobiltelefoner og andre ting, der kan være interessant for os i efterforskningen af sagen.

- Så vurderer vi, om vi skal fortsætte længere tid endnu.

Giver det overhovedet mening at finde de mobiltelefoner? De har ligget lang tid på havets bund?

- Nu er vi derude, og vi laver altid et meget grundigt dyk i nærheden af, hvor vi finder kropsdelene, og det fortsætter vi selvfølgelig med.