Peter Madsen sejlede hensynsløst: Mandskab på skib var i fare

Ubåden var ved at støde sammen med et krydstogtskib og et fragtskib, står der i anklageskriftet.

Den hjemmebyggede ubåd UC3 Nautilus vejer 33 ton og ligger på land, efter at politiet fik den hævet fra havets bund. (Fotograf: Mads Claus Rasmussen - Scanpix. Farvebehandling: Morten Fogde Christensen) (© Scanpix)

Ubådsbygger Peter Madsen bragte andre folk i fare, da han sejlede rundt i farvandet ud for København den 10. og 11. august 2017.

Det fremgår af anklageskriftet i drabssagen mod Peter Madsen. Anklageskriftet er blevet frigivet i dag.

Peter Madsen og ubåden UC3 Nautilus flere gange sejlede så tæt på to andre skibe, at der var risiko for sammenstød, mener Anklagemyndigheden.

I et tilfælde var mandskabet på det ene skib i fare.

Derfor er Peter Madsen ikke blot tiltalt for drab, usømmelig omgang med lig og andet seksuelt forhold end samleje.

Han er også tiltalt for at have voldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed - straffelovens §252, der kan give op til otte års fængsel, ligesom han er tiltalt for at overtræde en række søfartsregler.

Anklageskriftet betegner sejladsen som grov og i strid med godt sømandskab.

Tæt på krydstogt og fragtskib

Først førte Peter Madsen omkring klokken 20.20 den 10. august 2017 ubåden så tæt på et krydstogtskib ved navn Aidabella, som måtte ændre kurs og sejle uden om ubåden, står der i anklageskriftet.

Det skete i nærheden af Københavns Havn og Middelgrundsfortet.

Den 47-årige Peter Madsen. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Scanpix)

Senere, omkring midnat, sejlede Peter Madsen ifølge Anklagemyndigheden tæt på et nyt skib.

Denne gang kom ubåden så tæt på et fragtskib ved navn Ternvag, at der var fare for sammenstød. Der var 30 meter mellem skibet og ubåden, der krydsede ind foran skibet.

Dermed var mandskabets liv og førlighed i fare, står der i anklageskriftet.

Peter Madsen er også tiltalt for at have sejlet under vandet i trafikeret farvand, ligesom han er tiltalt for at have undladt at montere lanterner på ubåden.

Blokerede dørene til ubåden

Det var den 10. august omkring klokken 20, at den svenske journalist Kim Wall og den danske ubådsbygger Peter Madsen sejlede sammen ud i ubåden UC3 Nautilus fra Københavns Havn.

Kim Wall ville skrive en reportage om den nu 47-årige mand.

Om natten begyndte en stor eftersøgning efter ubåden, da den var meldt savnet.

Ubåden blev spottet næste formiddag den 11. august. Kort efter sank den, lige efter at Peter Madsen blev reddet i land.

Anklager Jakob Buch-Jepsen kommer til at føre sagen for Anklagemyndigheden, når den kommer for retten 8. marts. (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

Ifølge anklageskriftet er Peter Madsen tiltalt for at have forårsaget ubådens forlis ved at have gennemført en lang række tekniske indgreb ombord på ubåden.

Blandt andet nævnes det, at han blokerede dørene i ubåden og tårnlugen.

Kim Wall kom aldrig i land i live. Først uger og måneder efter episoden den 10. og 11. august blev ligdelene af hende fundet i farvandet ved København.

Bandt og mishandlede Kim Wall

Peter Madsen blev i sidste uge tiltalt for drabet på Kim Wall - et forhold han nægter.

Derudover blev han tiltalt for usømmelig omgang med lig ved at have skåret hendes krop i flere stykker og kastet den i havet.

Ydermere er han tiltalt for andet seksuelt forhold end samleje af særlig farlig karakter ved at have stukket den 30-årige kvinde i underlivet flere gange.

I dag er selve ordlyden i anklageskriftet blevet frigivet, hvor der står mere om tiltalen.

Det fremgår blandt andet, at Kim Wall er blevet mishandlet og bundet i ubåden, hvor hun ifølge Anklagemyndigheden blev dræbt.

Samtidig fremgår det, at Peter Madsen medbragte sav, kniv, tilspidsede skruetrækkere, stropper, strips og rør på ubåden. Tidligere har Anklagemyndigheden oplyst, at han forberedte og planlagde drabet.

Peter Madsen har hele tiden nægtet sig skyldig i drab og andet seksuelt forhold end samleje af farlig karakter.

I stedet har han fortalt, at der skete en ulykke på ubåden. Han har dog erkendt, at han har parteret liget af Kim Wall og kastet det i havet.