PET fik nedlagt nyt fogedforbud efter at have modtaget bog om Scharf

Efterretningstjeneste modtog "Syv år for PET" i går eftermiddag, men havde ikke nået at gennemgå bogen før natligt retsmøde.

PET fik bogen, inden de fik nedlagt fogedforbud mod blandt andet Ekstra Bladet. (Foto: © People Press, Scanpix)

Sent fredag aften fik Politiets Efterretningstjeneste nedlagt et fogedforbud mod en lang række boghandlere, Ekstra Bladet og radiostationen Radio24syv, der omhandler bogen "Syv år for PET, Jakob Scharfs tid" skrevet af Morten Skjoldager.

DR Nyheder har set retsbogen fra Københavns Byret, hvor det fremgår, at PET fik udleveret bogen "Syv år for PET" som en e-bog klokken 16.38 i går efter at have rettet henvendelse til bogens forlag People's Press. Det fremgår desuden, at PET ikke havde nået at gennemgå bogen, inden retten blev sat i sagen mod Ekstra Bladet kl. 01.50.

Det fremgår også, at forlaget har meddelt de boghandlere, som har modtaget bogen, at de ikke må sælge den.

PET brugte som argument, at salgslederen fra Bog & Ide i Frederiksberg Centret, Theis Munk, i går udtalte til DR Nyheder, at boghandlen ikke havde fået noget fogedforbud mod at sælge og derfor planlagde at sætte bogen "nyhedsbordet", og at boghandlen allerede havde solgt ti eksemplarer.

Sagsøgte var ikke til stede

Hverken Ekstra Bladet eller Radio 24syv var til stede i retten, da fogedforbuddet blev udstedt, og begge har besluttet at kære afgørelsen til landsretten ifølge Ritzau.

Fogedforbuddet mod de to medier og boghandlerne kommer, efter at både forfatter Morten Skjoldager og forlaget People's Press har fået nedlagt fogedforbud mod at videregive oplysninger fra bogen og udgive den. Det skete også i Københavns Byret, uden at hverken hverken forfatteren eller forlaget var til stede.

Efterfølgende valgte både Ekstra Bladet og Radio 24syv at omtale bogens indhold. Ekstra Bladet på sin hjemmeside i går og igen i dag i den trykte avis og Radio24syv direkte i radioen i aftes.

I dag har DR Nyheder talt med både Ekstra Bladet og Radio24syv, der stiller sig undrende over for forbuddet.

- Fogedforbuddet er fuldstændig latterligt. Det er afgivet klokken 2.10 i nat ved et hemmeligt retsmøde, som er en politistat værdigt, siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen.

- Det er fuldstændig grotesk – det grundlag, som foreligger her – kan forbyde os at behandle virkelig interessante og samfundsmæssigt vigtige spørgsmål journalistisk, siger Jørgen Ramskov, chefredaktør på Radio24syv.

PET ønsker forbuddet, da man frygter, at bogen indeholder fortrolige oplysninger.