Pernille Skipper: Det ser skidt ud med direktørerne

Kun hver 8. direktør i Danmark er kvinde. Der vil gå generationer, før vi ser reel ligestilling i erhvervslivet, siger Enhedslistens ligestillingsordfører

Virksomhederne skal arbejde på, at man også kan have plads til familielivet, selvom man er topleder, mener Enhedslisten. Foto:DR (© Arkivfoto: DR)

Den umiddelbare reaktion falder prompte:

- Det er jo nedslående.

Enhedslistens ligestillingsordfører Pernille Skipper er ikke imponeret over ligestillingen i dansk erhvervsliv, efter en ny analyse viser, at kun hver ottende direktør i landet er kvinde.

- Med den hast, så taler vi rigtig mange år og flere generationer før vi ser en reel ligestilling i dansk erhvervsliv mellem mænd og kvinder, siger Pernille Skipper.

Nye tal viser skæv ligestilling

DR’s Undersøgende Databaseredaktion har gennemgået ledelsen i samtlige registrerede danske virksomheder for at måle, hvordan det står til med ligestillingen.

Især blandt direktørerne er der væsentligt flere mænd end kvinder, men også i bestyrelserne, hvor 4 ud af 5 poster er besat af mænd.

- Vi plejer at se på det, der er lettest at måle, nemlig bestyrelserne. Det spændende ved de her nye tal er, at det heller ikke står særlig godt til, når vi ser på direktørerne og på de andre roller, siger Pernille Skipper.

Enhedslistens ligestillingsordfører betegner det som et tab for både virksomheder og for samfundet, at ligestillingen er så skæv i virksomhedsledelserne.

Potentiale går tabt med kvinderne

- Der er en masse potentiale der går tabt. Og det er skidt fordi vi alle sammen siger, at ligestilling er en særlig dansk værdi. Man skal endda skrive under på det, når man kommer til Danmark. Men det har vi jo ikke, når man ser de her tal, siger Pernille Skipper.

Enhedslistens ligestillingsordfører opfordrer virksomhederne til at reagere på den skæve fordeling, men vil også opfordre til, at man fra myndighedernes side presser på for øget ligestilling, for eksempel ved at indføre kvoter:

- Noget af det vi kan gøre er at se på kvoter i større, børsnoterede selskaber. Men det fikser jo ikke det hele. Det er et redskab, ikke et mål i sig selv, siger Pernille Skipper.

Plads til familielivet

- Vi kan se, at masser af kvinder tager videregående uddannelser. Men jo højere op i toppen vi kommer, jo flere kvinder bliver valgt fra. Der er nogle mekanismer undervejs, som decideret får udelukket kvinder.

Ligestillingsordføreren mener, at den helt traditionelle kønsrolleopdeling stadig er fremherskende:

- Det er kvindeligt at have ansvar for familien og det er maskulint at have rundsave på albuerne. Vi kan se hvem der tager barsel og hvem der går ned i arbejdstid. Så vi skal arbejde kulturelt med kønsrollerne i Danmark. Og så skal virksomhederne arbejde på, at man også kan have plads til familielivet, når man er helt i top i hierarkiet, siger Pernille Skipper.