Patienter om cannabis-aftale: En vigtig barriere er fjernet

Aftale om gratis cannabis er et vigtigt skridt på vejen, lyder det fra Danske Patienter.

Med den nye aftale er der udsigt til, at døende patienter fra 1. januar 2019 kan få fuld refusion på medicinsk cannabis. (Foto: © Lucy Nicholson, Scanpix)

At det fra næste år skal være muligt for døende patienter at få gratis cannabis, er en vigtig håndsrækning for hårdt ramte patienter.

Det mener Danske Patienter, som er paraplyorganisation for patient- og pårørendeforeninger i Danmark.

- Det er en rigtig positiv nyhed, fordi prisen har været en reel barriere for patienter til at få adgang til den lindring, som medicinsk cannabis kan give nogle patienter, siger Annette Wandel, der er vicedirektør i Danske Patienter.

- Det betyder, at disse patienter får adgang til en lindring, som kan give dem en bedre livskvalitet, lyder det fra vicedirektøren.

Håndsrækning kommer efter nytår

Aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder, at det fra næste år skal være muligt for døende patienter, der er omfattet af forsøgsordningen, at få ordineret gratis cannabis.

Aftalen skal give 100 procent tilskud til døende patienter, mens andre patienter med recept kan få 50 procent tilskud inden for en ramme af 10.000 kroner om året, fortæller Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Med den nye aftale er der også udsigt til, at de tilskudsberettigede patienter kan få penge retur med tilbagevirkende kraft.

Ifølge Sundhedsministeriet har mere end 200 danskere indtil videre fået ordineret medicinsk cannabis, siden forsøgsordningen trådte i kraft i år.

Trods den positive modtagelse hos Danske Patienter er budskabet, at man skal have kigget nærmere på den økonomiske byrde hos patienterne, som ikke er døende.

- Det vil være en rigtig god tilskudsordning for nogle patienter, men for patienter, som tager rigtig meget medicin i forvejen, vil det nok ikke være tilstrækkeligt, siger Annette Wandel.

Dansk Folkeparti: Det skal gå hurtigere

Dansk Folkeparti bakker op om den planlagte tilskudsordning, men tidsperspektivet ærgrer partiets sundhedsordfører, Liselott Blixt.

- Det nytter jo ikke noget for dem, der kan have glæde af det her og nu, og som er døende. Jeg vil prøve, om jeg ikke kan presse ministeren til, at vi kan lave en hastelov, siger Liselott Blixt ifølge Ritzau.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) forklarer i en pressemeddelelse, at tilskuddet først kan træde i kraft i starten af 2019, fordi det kræver en lovændring og tilpasning af it-systemer. I pressemeddelelsen påpeger ministeren, at tilskuddet skal sikre, at patienter ikke opsøger det lyssky marked for cannabis

- Det er vigtigt at forsøgsordningen ikke får social slagside og presser patienter ud på et kriminelt marked. Forsøgsordningen med medicinsk cannabis skal jo give lindring til patienter, hvor mange ikke har gavn af den konventionelle medicin, så det er vigtigt, at ordningen virker, lyder det fra ministeren i pressemeddelelsen.

FAKTA: MEDICINSK CANNABIS

  • Siden 1. januar 2018 har det været muligt at købe medicinsk cannabis på recept.

  • Det sker som led i en forsøgsordning, som skal løbe over en periode på fire år.

  • Ordningen giver læger mulighed for at udskrive recept på en type cannabisprodukter, som ikke tidligere har været lovlige i Danmark.

  • Som udgangspunkt er midlerne tiltænkt sklerosepatienter, rygmarvsskadede, patienter med visse typer kroniske smerter og patienter med kvalme og opkastning efter kemoterapi, som ikke har haft gavn af godkendte lægemidler.

  • Læger kan dog frit udskrive produkterne til patienter med andre lidelser.

  • Der er i øjeblikket to produkter på hylderne herhjemme, som begge er fremstillet af tørrede cannabisblomster og indeholder cannabidiol (CBD), der blandt andet kan dæmpe kramper, og det euforiserende stof dronabinol (THC), der kan virke smertelindrende.

  • Produkterne kan drikkes som te eller inhaleres med en fordamper.

  • Produkterne er ikke godkendte lægemidler, og lægerne har ikke samme viden om virkninger og bivirkninger, som de har ved godkendt medicin.