En kinesisk pandahan, der skulle have været til Danmark som en gestus fra det kinesiske styre, må blive hjemme.
Hannen har nemlig vist sig at have dårlige evner til at forplante sig.
Derfor bliver hanpandaen - på kinesernes anbefaling - erstattet af en anden han, der ikke har problemer med forplantningsevnen.
- Den han, vi oprindeligt havde fået stillet i udsigt, har vist sig at være ramt af kryptorkisme - eller sagt mere populært: Hans evner til at forplante sig er formentlig ikke gode, siger videnskabelig direktør Bengt Holst, Zoologisk Have i København.
Med kryptorkisme menes, at begge testikler ikke er faldet ned i pungen hos hannen.
Den nye pandahan har navnet "Xing Er", og han skal danne par med hunnen "Mao Sun". De befinder sig begge på Chengdu Panda Base, hvor de er ved at lære hinandens dufte og adfærd at kende.
Pandaparret ventes til København i løbet af foråret. Et nyt pandaanlæg er ved at blive gjort klar til at modtage parret.
Det var dronning Margrethe, der under et statsbesøg i 2014 aftalte med kineserne, at Danmark skulle låne to pandaer.
I maj 2017 blev aftalen formelt underskrevet i Kina under overværelse af statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
/ritzau/