Özlem Cekic blev truet med Tyrkiets 'stikkerlinje': Jeg er helt rystet

Udenrigsministeren må protestere over for Tyrkiet, mener Venstres udenrigsordfører.

Özlem Cekic har oplevet flere trusler, efter at hun har blandet sig i debatten om forholdene i Tyrkiet. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

En række danskere med tyrkisk baggrund står frem i Berlingske og fortæller, hvordan de har oplevet at blive truet med eller er blevet anmeldt til de tyrkiske myndigheder for "landsforræderi".

En af dem er tidligere medlem af Folketinget for SF, Özlem Cekic. Hun har modtaget flere trusler på blandt andet Facebook, fordi hun - ifølge egen forklaring - har blandet sig i debatten om forholdene i Tyrkiet.

- De mener, at jeg er terrorist eller landsforræder, alene fordi jeg har kritiseret, at man i Tyrkiet har overtrådt menneskerettigheder, forklarer hun til DR Nyheder.

- Jeg synes virkelig, det er grotesk. Jeg er helt rystet over det,

Om der så er blevet gjort alvor af truslerne ved Özlem Cekic ikke.

- Det er jo lidt svært for mig at ringe ned til Erdogans forkontor og spørge: Står jeg på en eller anden liste. Det er jo noget, som man finder ud af, når man står i en tyrkisk lufthavn og bliver tilbageholdt, som rigtig mange mennesker desværre er blevet, siger hun.

Konkret betyder truslerne, at Özlem Cekic ikke har mulighed for at rejse til Tyrkiet og besøge familie - alene af frygt for at blive tilbageholdt. En "høj pris" for at blande sig i debatten, forklarer det tidligere folketingsmedlem.

Özlem Cekic anmelder generelt trusler til politiet, men så også gerne, at der på politisk niveau blev gjort noget. Og den holdning står hun ikke alene med.

Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, mener, at Danmark skal tage sagen - som han kalder "komplet utilstedelig" - op med de tyrkiske myndigheder, bede om en forklaring samt en garanti for, at ingen danskere risikere noget ved at rejse til Tyrkiet, selvom de skulle være blevet angivet.

- Jeg vil nu rejse sagen over for vores udenrigsminister, for jeg mener, at den her sag er så alvorlig, at vi må have den op på så højt et niveau, at også tyrkerne kan forstå, at det her er så langt over stregen, som det overhovedet kan komme, forklarer han

Sagen kort

  • Flere danskere med tyrkiske rødder baserer deres mistanke på telefonopkald, Facebook-beskeder og -kommentarer, kilder hos ambassaden eller tips fra venner og familie.

  • Berlingske oplyser, at avisen har set flere mails og beskeder som dokumentation.

  • Efter kupforsøget i sommeren 2016 annoncerede et tyrkisk medie et telefonnummer, der går direkte til præsidentkontoret.

  • Annoncen opfordrer til at angive støtter af "Fethullahçi terrorist organisation" (FETO), der er de tyrkiske myndigheders betegnelse for Gülen-bevægelsen.