Det er ”dybt ærgerligt” og ”uacceptabelt”, at fire af de fængslede i terrorsagen fra København sidste år har haft adgang til mobiltelefoner, mens de har siddet bag tremmer.
Sådan lød meldingen fra justitsminister Søren Pind (V) på et samråd i retsudvalget januar. Ministeren vil nu slå hårdere ned på ulovlige mobiler, der er blevet smuglet ind i landets fængsler.
- Det er en uholdbar situation, at varetægtsfængslede i en terrorsag åbenbart har adgang til at kommunikere med omverdenen, sagde ministeren under samrådet.
DR Nyheder kom på sporet af sagen i december sidste år og har senest kunnet fortælle, at antallet af mobiltelefoner nu er oppe på otte.
Tirsdag d. 01 marts fik justitsministeren overrakt en redegørelse fra Kriminalforsogen og Rigsadvokaten, som kortlægger forløbet og peger på, hvorfor mobiltelefonerne kunne havne hos de indsatte.
Her kan du få et overblik over sagens forløb:
Kapitel 1 - DR Nyheder opdager Facebook-opdatering
- •
14. og 15. februar 2015: To personer blev skudt ved henholdsvis Krudttønden på Østerbro og ved synagogen i Krystalgade. Omar El-Hussein, der stod bag terrorangrebet, bliver efterfølgende skudt og dræbt af politiet.
- •
Fra angrebet og til den 20. marts: Fem mænd bliver anholdt og sigtet i sagen. De er alle sigtet for medvirken til drabsforsøg.
- •
19. december: DR Nyheder opdager, at en af de sigtede i terrorsagen med nære relationer til gerningsmanden Omar El-Hussein løbende har lavet opdateringer på Facebook siden oktober. Profilen har ellers været ’død’ siden anholdelsen i februar.
- •
21. december: Der bliver taget kontakt til Københavns Politi, som efterforsker terrorsagen. Politiet ønsker ikke at udtale sig, men ledelsen henviser til Kriminalforsorgen, der heller ikke ønsker at kommentere sagen. Der bliver samme dag rettet henvendelse til Justitsministerens kontor for at få en kommentar.
- •
Mellem jul og nytår: De sigtede laver fortsat opdateringer på Facebook og på sin private Instragram-profil. Han er her blandt andet i dialog med en barndomsven på Jordan.
- •
7. januar 2016: DR Nyheder fortæller historien om, at alt tyder på, at den sigtede har haft adgang til en mobil.
Kapitel 2 - De indsatte har haft adgang til i alt otte telefoner
- •
Natten mellem den 7. og 8. januar: Den sigtedes celle bliver ransaget af politiet med hund. Her finder man en mobil.
- •
8. januar: Søren Pind offentliggør, at man har fundet en mobiltelefon ved ovennævnte ransagning. Justitsministeren lover at igangsætte en undersøgelse og understreger, at opmærksomheden på de øvrige sigtede vil blive skærpet. Han kaldes desuden i samråd af Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.
- •
28. januar: Søren Pind offentliggør efter et samråd, at i alt fire ud af fem sigtede har haft adgang til i syv telefoner under deres varetægtsfængsling. En af de varetægtsfængslede er dog efterfølgende blevet løsladt – han er dog stadig sigtet i terrorsagen. Under samrådet kommer det frem, at fem af de syv telefoner er blevet fundet. Den første blev fundet allerede den 17. april 2015. De andre fire telefoner er blevet fundet henholdsvis den 24. november, den 21. december, den 7. januar og den 12. januar i år. Derudover fortæller ministeren, at to af de fængslede delte arrest fra slutningen af december 2015 til den 26. januar. Da Københavns Politi blev gjort opmærksom på fejlen, blev den ene indsatte flyttet til et andet arresthus.
- •
01. marts: DR Nyheder kan fortælle, at der i fængslet er fundet mindst endnu en telefon blandt de tiltalte for terrorangrebene i København, siden samrådet i Folketingets retsudvalg blev afholdt den 28. januar 2016. Antallet af mobiltelefoner blandt de tiltalte for terrorangrebene er dermed oppe på otte.
Kapitel 3 - Redegørelse til justitsministeren
- •
01. marts: Justitsminister Søren Pind (V) modtager en redegørelse om forløbet i mobilsagen fra Kriminalforsorgen og Rigsadvokaten. Det forventes, at redegørelsen blandt andet vil kritisere samarbejdet mellem Kriminalforsogen og Politiet.