Ole og Jørgen jublede, da de fandt dyrebar guldskat - men den efterfølgende guldfeber viste sig at være 'sprængfarlig'

Ny dokumentar dykker ned i, hvad fundet af Vindelevskatten har gjort ved det lille lokalsamfund ved Jelling.

(Foto: © Søren Aarøe Martinussen)

Da de to gamle klassekammerater Ole Ginnerup Schultz og Jørgen Antonsen en decemberdag i 2020 gik ud på mark ved Vindelev nær Jelling, havde de ingen anelse om, at gåturen ville ændre deres liv.

At de tilmed skulle komme til at bidrage til et nyt kapitel af danmarkshistorien, var komplet utænkeligt.

Men da Oles metaldetektor pludseligt begyndte at bippe der på marken, var det alligevel lige nøjagtig det, der skete.

For blandt jordknolde og marksten i den kolde decemberjord fandt de det, der senere skulle vise sig at være et af de største og vigtigste guldfund nogensinde i Danmark: Vindelevskatten.

Sådan gik det til, da Ole og Jørgen fandt det første guld i december 2020:

I den nye DR-dokumentar 'Guldfeber i Vindelev' følger vi de to mænd i tiden efter fundet.

En tid, som langt fra blev, som de to venner havde forventet.

For hvad sker der med folk og fortællinger, når guldfeberen rammer? Og hvad gør du, når din ven bliver badet i guldets skær for jeres fælles fund, mens du selv bliver efterladt tilbage i skyggen uden anerkendelse?

Spænding inden afsløring af fundet

Den decemberdag på marken var en af de største oplevelser i Oles voksne liv, fortæller Ole.

- At det var Jørgen og mig, der skulle finde det guld, det kommer jeg ganske enkelt aldrig til at forstå. Og at det skulle få den interesse, det blev jeg blæst omkuld af. Fuldstændigt, siger Ole.

Fundet får de to venner til at drømme stort: Om at give slægtsgården et eftertrykkeligt eftermæle og skrive sig ind i danmarkshistorien.

Men drømmen må vente lidt endnu.

Fra Jørgen og Ole fandt skatten gik der ni måneder, før arkæologernes udgravning på stedet begyndte. Og så skulle de vente på, at resultaterne om fundet stod klart, før de kunne røbe, hvad det var, der foregik på marken i den lille by.

Ventetiden føltes frygteligt lang.

Ole fortæller om, hvordan han endte med sin nye metaldetektor på sin gamle skolekammerats mark:

- Der er jo ikke så meget ved at have oplevet det, når man ikke må fortælle det til nogen, siger Ole.

- Det er helt 100 procent sikkert, at folk i Vindelev vil begynde at snakke om, hvad det er, der sker oppe ved Jørgen Antonsen, siger han.

Hemmeligheden afsløres.. Men kun én får æren

Da nyheden endelig rullede, var det derfor en stor lettelse.

- Det er altså stort, siger Jørgen.

- Jeg glæder mig til at få en lille ekstra prik i verdenskortet, hvor der står Vindelev. Jeg er spændt på at fortælle historien om min gamle slægtsgård, hvor mine forfædre har vandret frem og tilbage og trasket hen over det her guld. Det er jo en del af historien, som er helt afgørende for mig, siger Jørgen.

Men drømmen om at få Vindelev og slægtsgårdens fortælling på landkortet blev kort efter afsløringen af guldfundet hurtigt overskygget af noget andet.

For Vejlemuseerne erklærede Ole som den heldige amatørarkæolog, der opdagede den store skat. Og i nyhederne var det også ham, der blev hevet i for at fortælle om fundet.

- Det er dybest set historien om to klassekammerater, der gik tur på marken og udviklede sig til en guldfinder og en lodsejer. Én ting er jo, hvad medierne har fortalt. Men det er jo ikke en beskrivelse af, hvad der rent faktisk er sket, siger Jørgen.

- Der er selvfølgelig forskellige interesser i, hvordan den historie hænger sammen. Og der er ingen tvivl om, at det kan være et sprængfarligt emne at komme ind på, siger han.

Jørgen fortæller, at Ole og han fra start har været enige om, at de ville dele en eventuel dusør af fundet.

- Så det har altså ikke noget med dusør og penge at gøre. Men hvis man ser, hvad der kan slippe ud mellem fingrene på mig, så føler jeg faktisk, jeg har en forpligtelse, siger han.

Ole fortæller, at han gentagne gange har fortalt, at fundet blev gjort, da han besøgte en gammel skolekammerat.

- Det synes de så åbenbart ikke er vigtigt. Der er klippet rigtig meget ud i nyhederne. Men jeg kan jo ikke afgøre, hvad de tager med og ikke tager med, siger han.

'Gid fanden tage det guld"

Kampen om at få skrevet Jørgen og slægtsgården ind i fortællingen får ligefrem hans kone, Hanne, til indimellem at ønske, at guldet aldrig var blevet fundet.

- Jeg har nogle gange tænkt: "Gid fanden tage det guld", siger hun.

Både Ole og Jørgen forsøgte i tiden efter at få Jørgens rolle i fundet skrevet ind i historien ved blandt andet at kontakte Vejlemuseerne og Nationalmuseet for at kreditere begge de gamle skolekammerater som findere.

For noget tyder på at være gået skævt i museernes måde at udpege den retmæssige finder af fundet på.

Vejlemuseernes forskningschef Mads Ravn fortæller, at de har rettet sig efter Nationalmuseets regler, som ifølge ham påskriver, at den, der går med detektoren vurderes til at være finderen.

Men da Jørgens kone, Hanne, dykker ned i museumsloven, er det en anden regel, hun kommer frem til:

- Der står, at finderen er den, der helt bogstaveligt samler tingen op fra der, hvor den har været gemt. Det kunne jo lige så godt være en fuldstændigt præcis beskrivelse af, hvordan mig og Ole var fælles om at finde Vindelevskatten, siger Jørgen.

Efter månedsvis af grublen, glæde og guldfeber bliver Jørgen og Ole inviteret til galla på Nationalmuseet.

Da Jørgen sætter sig i salen, er det derfor med en vis spænding i kroppen:

Bliver hans navn endelig nævnt side om side med Oles? Og vil slægtsgården endeligt blive indskrevet i historien om Vindelevskatten?

Det kan du finde ud af over to afsnit af 'Guldfeber i Vindelev' på DRTV.

Guldfeber i Vindelev