Her til aften har der været endnu et skyderi i København. Denne gang på Amager. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.
Ved 21-tiden skrev politiet, at der var skyderi i Holmbladsgade, og at der var betjente fremme ved gerningsstedet.
Knap en halv time senere blev det oplyst, at en person er blevet skudt. Efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen siger, at det drejer sig om en 20-årig mand, der i øjeblikket bliver behandlet på hospitalet.
Politiet har anholdt tre i forbindelse med skyderiet. Både offeret og de tre anholdte har banderelationer.
Et område mellem Holmbladsgade og Prags Boulevard er afspærret efter skyderiet, der ifølge vagtchef ved Københavns Politi Thomas Tarpgaard er banderelateret.
DR Nyheders reporter på stedet, fortæller at politiet er massivt til stede i en række af gaderne i området, og at en helikopter har fløjet lavt hen over gerningsstedet.
Vidner på gerningsstedet fortæller til DR Nyheders reporter på stedet, at de har hørt tre skud.
- Det er ikke lang tid siden, vi sidst havde en skudepisode, hvor vi så en maskeret løbe ned af vejen. Jeg synes det begynder at blive lidt utrygt. Jeg har faktisk stadigvæk hjertebanken. Vi har en datter på 17 år, og det er første gang hun føler sig utryg. Vi synes helt klart det har eskaleret, siger et øjenvidne, der ønsker at være anonym.