Skudepisoden på Nørrebro i søndags blev en trist milepæl.
Da den 39-årige mand blev ramt af skud var det 55. gang, at der fandt et banderelateret skyderi sted i Danmark i 2017. Det viser en opgørelse, som DR Nyheder har fået fra Rigspolitiet.
Dermed har der i de første otte måneder og 13 dage af 2017 været flere banderelaterede skudepisoder på landsplan, end der var i hele 2016.
Banderelaterede skudepisoder på landsplan:
- •
2017 (til og med den 13. august): 55
- •
2016: 54
- •
2015: 16
- •
2014: 17 Kilde: Rigspolitiet
Den triste udvikling er drevet af bandekonflikten i København, hvor der siden den 12. juni har været 26 episoder med bandemedlemmer, der har affyret skud.
Efter den seneste tids mange skyderier på åben gade har politiet besluttet at være mere til stede på Nørrebro i København, og der er blandt andet blevet sendt endnu en mobil politistation til i området.