Den omstridte koncern af opholdssteder, Hjorthøjgård, vil nu ansætte mere uddannet personale til at tage sig af de udsatte børn og unge, som de behandler.
Sådan lyder den første melding om fremtiden fra Søren Lynge-Stensgaard, der netop har overtaget ledelsen af koncernen fra Lars Andreasen. Den tidligere direktør og stifter af virksomheden trådte tilbage den 18. maj.
- Vi skal selvfølgelig fortsætte det gode arbejde, vi selv tror på, at vi gør. Og så har vi jo en aftale med Socialtilsynet om, at vi skal ansætte noget mere pædagogisk uddannet personale, siger Søren Lynge Stensgaard.
Tidligere direktør Lars Andreasen stoppede efter, at flere eksperter overfor DR har rejst en skarp kritik af opholdsstedet.
Kritikken går blandt andet på, at opholdsstedet ikke har haft nok personale med en socialfaglig uddannelse ansat.
Søren Lynge-Stensgaard mener dog, at opholdsstedet nu har bevæget sig i den rigtige retning.
- Vi har fået en psykolog ansat, som er med til at lave de behandlingsplaner, vi arbejder ud fra og er med til at sikre en forståelse af de unge vi arbejder med. Det skal vi helt klart fortsætte med, siger han.
Hård tid efter drab
DR har i blandt andet dokumentaren ’Drabet på købmanden’ skildret, hvordan en ung mand, der var anbragt på opholdsstedet Gården under Hjorthøjgård, fik det gradvist psykisk dårligere og endte med at overfalde købmand Finn Degn Ovesen med en kniv.
Den unge mand er i dag sigtet for drab på købmanden.
Søren Lynge-Stensgaard fortæller, at tiden efter drabet også har været hård for den ledelse og de ansatte, der tidligere arbejdede med den nu drabssigtede unge mand.
- Det har først og fremmest været en tragisk situation for ham, der blev dræbt og hans efterladte. Den er jo hård at komme igennem for os, der har haft et ansvar for den unge mand, siger den konstituerede direktør.
Vil gøre mere for at få hjælp
Flere eksperter kritiserer, at opholdsstedets medarbejdere overlod den unge mand, der nu er sigtet for drab, til hans bror, selvom han var psykisk ustabil.
Hvis en ung på Hjorthøjgårds opholdssteder i fremtiden får alvorlige psykiske problemer, vil ledelsen gøre mere for at få hjælp til at løse opgaven, lover Søren Lynge-Stensgaard.
- Det er noget af det vi skal lære af det her, hvis vi kommer i den situation igen: det er bedre at ringe en gang for meget end en gang for lidt til psykiatrien for at få deres besyv med om den her borger. Og vi skal være tydelige over for politiet om hvad det er, vi gerne vil have dem til at hjælpe os med, siger Søren Lynge-Stensgaard.
Udover at ansætte mere pædagogisk personale, vil den ny direktør nu koncentrere kræfter neom de fire opholdssteder, som Hjorthøjgård har i Jylland. Udover opholdssteder i Jylland har Hjorthøjgård hidtil også drevet blandt andet en skole og to opholdssteder på Sjælland, men de er netop solgt fra.