Når rejsende hver dag sætter sig på et fly i Københavns Lufthavn i Kastrup for at rejse til udlandet, udledes der små ultrafine partikler i luften - især når flyene letter, lander og holder i tomgang.
Man ved allerede, at de ultrafine partikler er sundhedsskadelige, men præcis hvilke niveauer der er farlige for helbredet, mangler der viden om.
Derfor skal det nu undersøges, om man kan blive syg af at bo i nærheden af lufthavnen.
Det er miljøminister Magnus Heunicke (S), der sætter gang i undersøgelsen.
Det sker efter, at der tidligere i år udkom en rapport, der viser, at Københavns Lufthavn udleder store mængder ultrafine partikler, der kan måles i lokalområdet.
- Derfor er det vigtigt, at vi får noget data omkring, hvad det har af effekt på folkesundheden, på borgernes og naboernes sundhed. Det er vi nødt til at få klar viden om, siger han.
Nabo savner svar på, hvad undersøgelsen indebærer
Louise Raaschou Petersen bor på Amager og er med i en borgergruppe, der hedder 'Borgere Mod Lufthavnsforurening'. Hun er glad for, at der nu iværksættes en undersøgelse.
- Jeg synes, at det er meget positivt, at de vil sætte gang i en undersøgelse. Jeg synes også, at det er et udtryk for, at der nu er opstået en bevidsthed om det her problem i miljøministeriet efter mange års klager fra de lokale naboer, siger hun.
Men selvom hun tager godt imod undersøgelsen, så mangler hun stadig svar på, hvad den konkret kommer til at omfatte.
- Hvad er tidsperspektivet? Hvem betragter de som naboer, altså hvor bredt vil de gå ud i radius? Og hvilke helbredseffekter og -problemer vil de afdække i undersøgelsen? Det er bredden, dybden og tidsdimensionen, som vi gerne vil vide noget mere om, for at vi kan føle, at det bliver gjort på en ordentlig måde, siger hun.
Lufthavnen ser positivt på undersøgelsen
Det er Kræftens Bekæmpelse, der skal lave undersøgelsen. Den er ved at blive sat i gang og vil tage cirka to år at gennemføre.
Hos Københavns Lufthavn er meldingen, at man gerne bidrage til undersøgelsen, hvis der er brug for det.
- Vi ønsker at være en god nabo, og det betyder, at vi selvfølgelig ønsker at mindske både vores klimapåvirkning, men også den påvirkning, som det har på det omkringliggende miljø, så mere viden vil blot bidrage til, at vi kan agere på det, siger bæredygtighedschef Maria Skotte.