Nu er 140 personer blevet afhørt i Tibet-sagen

Den Uafhængige Politiklagemyndighed er ved at undersøge, hvordan politiet håndterede kinesiske statsbesøg.

DUP skal afdække, om politifolk overtrådte straffeloven i forbindelse med, at politiet vildledte skiftende justitsministre og Folketinget om, hvordan politiet håndterede tre kinesiske statsbesøg. (Foto: © Jens Conrad-Petersen, DR)

Tibet-sagen tegner til at blive en af de største efterforskninger nogensinde hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP.

Foreløbig er 140 personer blevet afhørt, oplyser direktør Kirsten Dyrman torsdag.

De fordeler sig på 117 politifolk og 23 civile personer, men man er langt fra færdig. Et stort antal er indkaldt til afhøringer frem til sommerferien.

Hidtil er ingen blevet afhørt som mistænkt i sagen, lyder det fra direktøren.

DUP skal afdække, om politifolk overtrådte straffeloven i forbindelse med, at politiet vildledte skiftende justitsministre og Folketinget om, hvordan politiet håndterede tre kinesiske statsbesøg. De fandt sted i 2012, 2013 og 2014.

I en stribe tilfælde har Københavns Politi givet urigtige oplysninger om indsatsen. For eksempel om, hvorvidt der blev grebet ind over for borgere, som ville vifte med Tibets flag under præsident Hu Jintaos besøg i 2012.

Vildledningen skete også i forbindelse med en retssag, som var anlagt af seks borgere mod Københavns Politi.

DUP's efterforskning drejer sig om, hvorvidt der er sket magtmisbrug og tjenesteforsømmelse.

På grund af sagen har Københavns Politi i øvrigt besluttet at forflytte en vicepolitiinspektør og en politikommissær.

Men regeringen har også nedsat en kommission, der ledes af landsdommer Tuk Bagger. Den skal blandt andet afklare, hvordan det gik til, at politiet i en intern ordre besluttede at gå efter Tibet-sympatisører.

/ritzau/