Nu begynder retssagen mod Britta Nielsen: Det kommer der til at ske

Anklagemyndigheden kræver fængsel op til 12 år for millionsvindel.

Britta Nielsen på vej i retten i Sydafrika i november 2018.

Offentligheden har flere gange fået et indblik i Bagmandspolitiets ellers lukkede efterforskning af sagen om millionsvindel i Socialstyrelsen.

Det er blandt andet sket, fordi sydafrikanske myndigheder har udleveret materiale om sagen til den danske presse.

Og fordi Socialministeriet i to undersøgelser har beskrevet, hvordan tilskudsmidler er forsvundet fra satspuljen og sat direkte ind på seks private konti tilhørende 65-årige Britta Nielsen.

Men hvad der konkret er sket i de mange år, hvor Britta Nielsen har arbejdet som kontorfuldmægtig i skiftende ministerier og styrelser, og hvordan hun stiller sig til tiltalen om bedrageri for et trecifret millionbeløb, ved vi endnu ikke.

Her er, hvad vi ved - og hvad der kommer til at ske under retssagen:

Tiltalerne mod Britta Nielsen

Anklagemyndigheden har tiltalt Britta Nielsen for flere forhold.

Bedrageri af særlig grov beskaffenhed:

Ifølge anklageskriftet har Britta Nielsen i perioden 1997 til 2018 uberettiget overført tilskudsmidler til sig selv 298 gange ved at have indtastet sine egne kontonumre i it-sagsbehandlingssystemerne i stedet for kontonumre til de projekter, der egentlig skulle have tilskudmidler.

På den måde stjal hun ifølge tiltalen over 115 millioner kroner.

Samtidig mener anklagemyndigheden, at hun i perioden 1993 til 2002 benyttede sig af lignende metoder og på den måde skaffede sig 1,75 millioner kroner.

Dokumentfalsk:

Britta Nielsen har gjort brug af et falskt dokument, mener anklagemyndigheden. I tiltalen lyder det, at hun i oktober 2014 sender en udbetalingsblanket til en medarbejder i Socialministeriet, hvor det fremstår, at en revisor fra firmaet PwC har skrevet under.

Men underskriften var ifølge anklagemyndigheden falsk.

Derudover er Britta Nielsen også tiltalt for embedsmisbrug.

Dansk politi har i efterforskningen samarbejdet med Sydafrikas myndigheder, og på den første retsdag vil detaljer fra den efterforskning blive offentliggjort.

Her skal anklagemyndigheden nemlig dokumentere, hvad der har ført til tiltalen mod Britta Nielsen.

Vil sprænge strafferammen

Anklagemyndigheden kan kræve op til 12 års fængsel til Britta Nielsen.

Normalt er højeste strafmulighed for bedrageri af særlig grov beskaffenhed otte år.

Hvad Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour, vil gå efter, kommer først frem under retssagen, og kun hvis den 65-årige tiltalte kendes skyldig i sagen.

Vi ved nemlig endnu ikke, om Britta Nielsen vil nægte sig skyldig eller erkende hele eller dele af den tiltale, der er rejst mod hende.

- Det vil hun fortælle i retten foran dommerne, siger forsvarsadvokat Nima Nabipour.

Der er lige nu afsat ni dage til sagen, ligesom en række vidner er indkaldt til at afgive forklaring. På første retsmøde får offentligheden at vide, hvem der er indkaldt som vidner.

Hvis Britta Nielsen skulle erkende dele af tiltalen, kan det få betydning for retssagen og vidnerne.

  • I dette retslokale i Københavns Byret kommer svindelsagen til at køre flere af dagene.
  • Retssagen er planlagt til at køre over ni dage. (Foto: © DR Nyheder)
  • De første dage kommer Britta Nielsen til at afgive forklaring. Det sker ved denne plads.
1 / 3

Børnene og mistanken groft hæleri

Britta Nielsens tre voksne børn - døtrene Samina Hayat og Jamilla Hayat og sønnen Jimmy Hayat - er alle sigtet for hæleri af særlig grov beskaffenhed.

De er alle tre mistænkt for at have fået overført store pengebeløb fra deres mor, som ifølge politiet har være udbytte fra svindlen.

Derfor kommer deres advokater også til at være til stede i retssal 60 i Københavns Byret, når sagen mod Britta Nielsen begynder her til formiddag.

De skal overvære sagen, som også har relevans for børnene.

Jimmy Hayat blev kort før sin mor også anholdt i Sydafrika. De to blev udleveret samtidig til Danmark, hvor de begge blev varetægtsfængslet i sagen.

De har begge siddet fængslet lige siden - altså i knap et år.

Døtrene har ikke været anholdt.

Her kan du se indslag om Britta Nielsens 44 dage på flugt:

Tre personer skal fælde dom

Hvis der er krav om mindst fire års fængsel, kører retssager i Danmark som udgangspunkt som det, der kaldes en 'nævningesag', hvor tre juridiske dommere og seks nævninge afgør, om en tiltalt er skyldig eller ej.

Det sker dog ikke i sager om økonomisk kriminalitet, hvor en sag uanset strafferamme behandles som en såkaldt 'domsmandssag'.

Derfor er det kun én juridisk dommer og to lægdommere, der skal afgøre Britta Nielsens skæbne.

De to lægdommere er almindelige borgere.

Hvis de finder Britta Nielsen skyldig i bedrageri og dokumentfalsk, skal de også derefter fastsætte sanktionen - altså hvor mange års fængsel, hun i så fald skal have.

P3’s nyhedspodcast Den daglige dosis dykker i dag også ned i Britta-sagen og forklarer sagen i podcasten her:

Oversigt: Sådan blev penge ifølge Socialministeriet overført