I hælene på Britta Nielsen: Venner i Sydafrika åbnede helt uvidende dørene under hendes flugt

DR Nyheder har fulgt sporene efter den 64-årige svindelmistænkte kvinde.

Lørdag den 29. september 2018.

Dansk politi leder efter den svindelmistænkte Britta Nielsen på hendes privatadresse i Hvidovre. Hun er der ikke. Politiet opsøger hendes to døtre. Deres mor er nok taget på ferie, siger de ifølge politiet, men de fortæller ikke, hvor hun er.

Politiet leder forgæves.

Flere dage forinden har Britta Nielsen vist sin flybillet, fundet sig til rette i flysædet og sat kursen mod Sydafrika.

Den 23. september lander hun i millionbyen Johannesburg. Hun flyver direkte videre med et indenrigsfly til kystbyen Durban, hvor hun mødes med sin søn, Jimmy Hayat.

Britta Nielsen når at være på flugt i seks uger, inden politiet tidligt om morgenen den 5. november anholder hende i den lejelejlighed, hun overnatter i.

Hun er nemlig hovedmistænkt i en stor og opsigtsvækkende sag herhjemme om tyveri af mindst 120 millioner kroner fra statskassen.

Sagen har nu været efterforsket i et halvt år, og bagmandspolitiet forventes snart at tage stilling til, om Britta Nielsen formelt skal anklages for forbrydelsen. Selv har hun ikke taget stilling til sigtelsen.

DR Nyheder er fulgt i Britta Nielsens fodspor for at undersøge, hvad der skete, mens Britta Nielsen var efterlyst, og hvor mange penge der måske kan komme tilbage til statskassen.

Britta Nielsen efter anholdelsen i Sydafrika i efteråret. (Foto: © SIPHIWE SIBEKO, Scanpix)

Britta bor hos venner i Sydafrika

Britta Nielsen og hendes søn parkerer mandag den 1. oktober deres bil ved et hus få hundrede meter fra stranden og de store bølger ved den sydafrikanske kyst nær millionbyen Durban.

I huset bor et vennepar af familien, Mette Valentin og hendes mand Jacob.

De har inviteret den danske kvinde og hendes voksne søn til at overnatte hos dem fra den 1. til 4. oktober, fordi de skal se på huse i kystbyen Southbroom.

- De er venner af familien, så dørene har altid været åbne, fortæller Mette Valentin, da DR møder hende i Sydafrika.

Vennerne har kendt Britta Nielsen og sønnen i 13 år. Særligt båndet mellem parret og Britta Nielsens søn er tæt. Familierne har faktisk investeret i jord i samme område nær den kendte Kruger Nationalpark i Sydafrika.

Men på trods af det kender vennerne ikke til den omfattende svindelsag, som snart eksploderer i danske medier.

Faktisk er det kun nogle få ansatte i Socialstyrelsen, Socialministeriet og hos politiet, der ved, at en navngiven og betroet medarbejder i Socialstyrelsen er mistænkt for at have svindlet med millioner af offentlige kroner – et beløb, der vokser markant dag for dag i takt med, at sagen undersøges.

For selvom Socialstyrelsen allerede anmelder sagen til politiet den 25. september, og Britta Nielsen i dybeste hemmelighed bliver fængslet uden selv at være til stede søndag den 30. september, så er der stille om sagen i offentligheden.

Af anmeldelsesrapporten hos politiet står der tydeligt noteret ”ingen presse!!!!!!!!”.

DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe (tv.) møder Mette Valentin (th.) i kystbyen Southbroom, hvor Britta Nielsen købte et hus. Foto: DR

Køber hus, mens sagen ruller

De fire dage i den lille kystby Southbroom byder på god stemning.

- Vi hygger os, tager ud og spiser, går lidt på noget shopping og snakker om forskellige venneting, fortæller Mette Valentin.

Hvad Britta Nielsen og Mette Valentin ellers taler om under besøget, ønsker hun ikke at fortælle, da sagen stadig bliver efterforsket.

Vennerne følger den 64-årige kvinde fra Hvidovre rundt i Southbroom, hvor folk bor mellem palmer, strand, golfbane og aflukkede indkørsler.

Sammen ser de på tre-fire huse, som Britta og hendes søn er interesserede i at købe – ifølge vennerne med henblik på udlejning og indtjening.

- Det er et dejligt sted i forhold til natur og befolkning, og her er stille og roligt. Det er nemt for mange mennesker at falde for, og det har det også været for Jimmy og hans mor, siger Mette Valentin.

Dette hus købte Britta Nielsen, mens hun var efterlyst internationalt og erklæret konkurs. Handlen faldt dog til jorden. Foto: DR

Britta Nielsen og sønnen ender med at købe en lys etplansvilla med udendørsspa lige ud til en golfbane for knap én million kroner.

Sønnen underskriver salgskontrakten den 4. oktober. Det er nøjagtig samme dag, som Britta Nielsen bliver erklæret konkurs i Danmark.

Betalingen sker i portioner af cirka 160.000 kroner over flere dage – både inden, men også efter at sagen om millionsvindel eksploderer i Danmark.

Jimmy Hayats advokat, Jan Schneider, ønsker ikke at kommentere oplysningerne, men siger, at sønnen vil komme med sin version af sagen under en eventuel straffesag.

Venner i chok

Det kommer som et stort chok for Mette Valentin, da socialminister Mai Mercado (K) den 9. oktober med alvor i stemmen fortæller offentligheden om sagen, som hun betegner som ”gement tyveri” fra samfundets allersvageste.

- Jeg får et hurtigt sug i maven, for det er ambivalent på en eller anden facon. Det er svært, når man har kendt mennesker gennem så mange år, siger Mette Valentin.

Hun og manden har altid troet, at Britta Nielsens penge kom fra en arv.

Parret ser ikke deres logerende, efter at de forlader Southbroom den 4. oktober. På trods af det stopper sagen ikke her for Mette Valentin og hendes mand.

Artiklen fortsætter under kortet

Føler sig mistænkeliggjort

Selvom offentligheden ikke ved noget, har dansk politi allerede fra det første retsmøde i slutningen af september haft blikket rettet mod Sydafrika.

Og om morgenen den 9. oktober, inden socialministeren fortæller om sagen, går senioranklager Kia Reumert ind ad de tunge døre til Københavns Byret, hvor en dommer siger god for, at der kan foretages ransagninger i Sydafrika.

Det bliver bestemt, at sydafrikansk politi skal beslaglægge alle værdier som for eksempel kontanter, ejendomme, værdifulde møbler, smykker, kunst og biler, som Britta Nielsen ejer i det store land.

Også hendes sydafrikanske bank skal udlevere kontoudtog og informationer om bankkonti og bankbokse.

Og allerede på dette tidspunkt beder anklageren om tilladelse til, at politiet kan foretage ransagninger hos det danske vennepar i Sydafrika i forsøget på at skaffe beviser i sagen mod Britta Nielsen. Det viser dokumenter i sagen.

Politiet ved altså, at Britta Nielsen formentlig har været der på et tidspunkt.

I dag føler parret, at sagen har gjort deres liv turbulent og hårdt. De har blandt andet oplevet at få hadebeskeder fra folk. Det har gjort ondt, fortæller Mette Valentin.

- Det har ikke været særlig sjovt, hverken for os personligt som mennesker og heller ikke som familie, for vi har været nogle ting igennem, som folk ikke kan forestille sig, siger Mette Valentin.

Har I følt jer mistænkeliggjort?

- Ja, helt sikkert, lyder svaret.

Mette Valentin fortæller, at parret har fortalt myndighederne om alt.

- Myndighederne i både Sydafrika og Danmark er orienteret om de fire dage, hvor Jimmy og Britta er hjemme ved os, så det er der fuld kontrol over. Vi er gået videre med alt det, vi har kendskab til, siger hun.

Ophold langt fra Durban

Selvom politiet tidligt i forløbet har en god idé om, at Britta Nielsen opholder sig i Sydafrika, finder politiet hende ikke med det samme.

Både før og efter opholdet hos vennerne bor Britta Nielsen og sønnen i den store kystby Durban, hvor sønnen har en lejelejlighed, fordi han går på en lokal kokkeskole.

Og det lader til, at hverdagen til at begynde med går sin sædvanlige gang.

Sønnen er for eksempel coach i en kokkekonkurrence for børn, som foregår i det lokale butikscenter den 6. oktober, selvom hans mor er efterlyst. På det tidspunkt er sønnen ikke sigtet i sagen.

Men det varer ikke ved.

Efter at sagen kommer på alles læber i Danmark den 9. oktober, finder danske medier frem til et utal af detaljer om den hovedmistænkte 64-årige kvinde.

Et over ti år gammelt billede af en blond Britta Nielsen kommer på toppen af alle netaviser.

Billedet stammer fra en hesteaktion i 2007, hvor Britta Nielsen investerer 175.000 kroner i et føl til sin datter, der har en stor interesse i springheste og siden kaster sig ud i handel med heste for flere millioner kroner.

Medierne sætter også kursen mod Sydafrika for at finde Britta Nielsen.

Det vil Britta Nielsen gerne undgå, har hun efterfølgende fortalt politiet.

Retsdokumenter viser, at Britta Nielsen og sønnen opholder sig i området omkring kokkeskolen i Durban frem til 19. oktober.

Den dag opsøger flere danske medier – inklusiv DR – sønnen på hans bopæl, men får besked om, at han ”lige er taget af sted for nogle minutter siden.”

Dagen efter booker sønnen et ophold i en hytte, kaldet Pepper Tree Cottage, 12 timers kørsel og over 1.000 kilometer fra Durban. Det viser DR's research.

Her overnætter han sammen med Britta Nielsen fra 20. til 22. oktober.

Hytten ligger i den lille by Beaufort West nær en nationalpark og hovedvejen til Cape Town.

De to gæster efterlader ingen kommentar i gæstebogen, da de forlader stedet igen, fortæller udlejeren til DR.

Det er ellers noget, hun opfordrer gæster til.

På dette tidspunkt har Britta Nielsen rødbrunt hår, der ikke er nyfarvet, fortæller hun også.

Skaffer 500.000 kroner i kontanter

Hvad Britta Nielsen og sønnen laver efter opholdet i hytten er uklart, men de forsøger at skaffe kontanter.

En dansk forretningsmand med en blakket fortid, Gunther Skarin, kommer ind i billedet.

Han har boet i Sydafrika i mange år og tager nu kontakt til en sydafrikansk mand ved navn Gavin De Agrela, som ofte har mange kontanter liggende.

- Han kom til mit hus og sagde, at han havde en ven, som havde brug for kontanter. De var bange for at gå i banken, fortæller Gavin De Agrela til DR.

Gavin De Agrela går med til at hjælpe.

Af retsdokumenterne kan man se, at sydafrikaneren Gavin De Agrela modtager 1.050.000 rand, der betegnes som et lån. Foto: DR

Fra sønnens konto, som Britta Nielsen har fuldmagt til, bliver der overført knap 500.000 kroner til sydafrikanerens konto.

Overførslerne betegnes som lån og sker den 23., 24. og 26. oktober. Sydafrikaneren giver kontanter den anden vej.

Britta Nielsen siger senere til sydafrikansk politi, at hun ville bruge de knap 500.000 kroner til daglige udgifter. En del af pengene bruger hun til at betale folk, der hjælper med transport, en advokat og steder at bo, fortæller Britta Nielsen også til politiet.

Ved et tilfælde møder DR Nyheder Gunther Skarin i Johannesburg i forbindelse med researchen. Gunther Skarin vil ikke stille op til interview, men han bekræfter, at han bliver betalt for at hjælpe Britta Nielsen og sønnen med at skaffe kontanter tilbage i oktober.

Forretningsmanden Gavin De Agrela har fået indefrosset et beløb svarende til knap 500.000 kroner i svindelsagen. Foto: DR

Anholdt i luksuslejlighed

Efter pengeoverførslerne får dansk politi lavet en international arrestordre på sønnen. Den er dateret 30. oktober. Og så går det hurtigt.

Samme aften bliver sønnen anholdt i Afrikas største lufthavn i Johannesburg.

Selv forklarer han, at han er på vej ud af Sydafrika til hovedstaden i Mozambique, fordi hans studievisum er ved at udløbe.

Og så kommer den danske statsborger Gunther Skarin igen på banen.

Til DR Nyheder fortæller han, at han er sammen med Britta Nielsen den 4. november i en luksuslejlighed hos Weom Apartments, der ligger i Sandton-bydelen i Johannesburg.

Gunther Skarin betaler for, at Britta Nielsen kan bo i luksuslejligheden.

Dagen efter klokken 5:30 om morgenen den 5. november anholder sydafrikansk politi Britta Nielsen i lejligheden. Dansk politi og Interpol er også til stede.

- Vi ankom, og hun var ikke længere blond. Hun havde tabt sig meget, var meget stille og så ned, fortæller J.P. Willemse fra de sydafrikanske myndigheder.

Politiet konfiskerer 300.000 kroner fra Britta Nielsen. Pengene er i sydafrikanske kontanter.

Sådan ser Weom Apartments ud på nogle af de reklamebilleder, der ligger på nettet. Foto: Weom

Lettede efter anholdelse

På få dage opstår der enighed om, at Britta Nielsen og sønnen skal udleveres hurtigst muligt til Danmark.

Den 8. november ser hele Danmark med, da en mørkhåret Britta Nielsen træder ind i det brune retslokale i Sydafrika, hvor hun sætter sig til rette på en af de hårde bænke iført spraglet bluse, sorte gamacher og crocs.

Kort tid efter får hun en dommers ord for, at hun kan løslades på betingelse af, at hun følger med politiet til lufthavnen og lader sig anholde ved ankomsten til Københavns lufthavn dagen efter.

Det samme sker for sønnen.

- Jeg tror ikke, de glædede sig, men jeg tror, at de var lettede over, at vi løste det i Sydafrika så hurtigt som muligt, og at det gik ret nemt, fortæller Stiaan Krause, der var forsvarer for Britta og sønnen i Sydafrika.

I Danmark får mor og søn mulighed for at sove en nat i fængslet, inden de bliver fremstillet i grundlovsforhør lørdag morgen på Frederiksberg.

Her bliver de varetægtsfængslet. Og det er de stadig i dag.

Tilbage i Sydafrika kæmper Mette Valentin og hendes mand i dag med at få sagen på afstand.

- Vi skal have samlet os selv op på et eller andet niveau, og vi har nogle børn med i det her også, som også er blevet ufrivilligt indblandet, siger Mette Valentin.

Sådan ser et af de huse ud, som Britta Nielsen og sønnen ejer i Sydafrika. Foto: Sydafrikansk politi

Værdier for 10 millioner

I Danmark og Sverige er der beslaglæggelser for fem millioner kroner, og i Holland har myndighederne indefrosset 300.000 kroner.

Hertil kommer indefrysning og beslaglæggelser for omkring fem-seks millioner kroner i Sydafrika.

Der er blandt andet beslaglagt penge fra salget af sønnens Landrover hos en autoforhandler i Johannesburg.

Jimmy Hayats Landrover blev sat til salg lige efter hans anholdelse 30. oktober i Sydafrika. Pengene for salget, cirka 150.000 kroner, er nu indefrosset i sagen. Foto: Sydafrikansk politi

Sydafrikaneren Gavin De Agrela har også fået indefrosset de penge, Britta Nielsens søn overførte til ham - knap 500.000 danske kroner.

Og pengene fra Britta Nielsen og sønnens huskøb i Southbroom er lige nu indefrosset på en konto hos en advokat. Huskøbet ender nemlig med at falde til jorden.

Sydafrikansk politi har desuden beslaglagt forskellige valuta fra Mozambique, Botswana og Angola i et pengeskab i en landejendom, Britta Nielsen og sønnen også ejer i Sydafrika.

- Åbenbart tog hun på en masse safariture, mens hun var her, som hun måtte veksle penge for at kunne tage på, siger J.P. Willemse, leder af økonomisk efterforskning ved den sydafrikanske anklagemyndighed.

Men måske er der flere værdier i Sydafrika, som myndighederne endnu ikke har fundet frem til.

- Det er muligt, at vi ikke har fundet alt, siger J.P. Willemse.

For de danske myndigheder handler det nu om at få pengene tilbage til den danske stat, hvis ellers sagen viser sig at holde og ender med at komme for retten.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Britta Nielsens forsvarer, advokat Nima Nabipour.