I dag åbner Danmark endnu mere.
Efterskoler og højskoler genåbner ligesom også afgangselever i grundskoler og på ungdoms- og voksenuddannelser må vende tilbage til fysisk undervisning en del af tiden. Og store butikker må have flere kunder.
Hvis du har mistet overblikket over, hvordan reglerne egentlig ser ud, så har vi lavet et overblik til dig her.
Store butikker må tage langt flere kunder ind
Udvalgsvarebutikker på over 5.000 kvadratmeter må nu have 250 kunder, og tidsbestilling fjernes som krav for butikker på under 10.000 kvadratmeter.
Kravet om tidsbestilling i butikker på over 10.000 kvadratmeter kan samtidig fraviges, hvis man laver en anden model, der reducerer risikoen for, at folk stimler sammen.
Tidligere måtte butikker på over 5.000 kvadratmeter kun lukke én kunde ind per 250 kvadratmeter, hvilket har fået en del kritik.
Under den tidligere genåbning blev det aftalt, at de såkaldte udvalgsvarebutikker, som sælger eksempelvis sko, møbler eller tøj, kan åbne igen, så længe butikken ikke er større end 5.000 kvadratmeter. Der indførtes samtidigt et kvadratmeterkrav på 10 kvadratmeter per kunde i butikker på under 2.000 kvadratmeter og 20 kvadratmeter hos butikker op til 4.999 kvadratmeter.
Flere skoleelever tilbage
I den nye aftale, står det også klart, at elever i grundskolen fra 5. til 8. klasse og ikke-afgangselever på ungdomsuddannelser i hele landet kan møde i skole fysisk en dag om ugen, hvor de helst skal være udendørs.
Afgangselever på ungdomsuddannelser og i grundskolen får lov at møde op til mere undervisning. De må møde fysisk op 50 procent af tiden.
Det gælder i Østjylland, Sydjylland, Fyn, Vest- og Sydsjælland samt Nord- og Vestjylland, hvor det i forvejen gjaldt. I resten af landet bliver det en dag om ugen.
I grundskolen vil der gælde en kraftig opfordring til, at personale og elever har et negativt testresultat ved fremmøde, der højst er 72 timer gammelt.
På ungdomsuddannelserne er et tilsvarende negativt testresultat for personale og elever et krav.
Sidst, men ikke mindst, kan alle efterskoler og højskoler i Danmark åbne. Højskoler må dog kun åbne for deres lange kurser.
I starten af februar kom 0.-4. klasser i hele landet tilbage i skole.
Godt nyt til skoleelever på øerne
Ved den tidligere genåbning fik elever i grundskolen på Bornholm lov til at vende tilbage på 100 procent fremmøde. Det får de nu lov til på alle ikke-brofaste øer i Danmark.
På Bornholm har øens liberale serviceerhverv kunne holde åbent siden sidste genåbning, og det generelle forsamlingsforbud er hævet fra fem til ti. Dette udrulles dog ikke på andre øer.
Fortsat åbent i Zoo og Tivoli
Ved den tidligere genåbning fik udendørs kulturinstitutioner lov til at lukke portene op. Det kan eksempelvis være zoologiske haver og forlystelsesparker som Tivoli, der har aktiviteter, som foregår udendørs.
Det bliver dog med krav om, at besøgende skal fremvise dokumentation for negativ test, som højst er 72 timer gammel.
Disse regler gælder stadig.
Flere må fortsat dyrke sport sammen
Ved den seneste genåbningsaftale blev det aftalt, at de danskere, der dyrker udendørs sport, nu kunne se frem til mere aktivitet. Her hæves forsamlingsforbuddet fra de nuværende 5 personer, som gælder på offentlige områder, til 25 personer, hvis der altså er tale om idræts- og foreningsaktiviteter.
Aftalen indebærer dog, at det skal være aktiviteter, der "foregår i organiseret regi".
Disse regler gælder stadig.