100 brandslanger, seks røgdykkerapparater og en palle med branddragter er på vej fra Hedehusene til Sverige.
Det samme er seks pumper, der skal suge vand op fra skovsøer, 120 dagsrationer feltkost og 28 soveposer.
Det vigtigste er dog, at 51 brandfolk også har sat kursen fra Hedehusene mod nordøst i dag. Nogle af dem skal afløse de danskere, der allerede knokler mod flammerne.
I Sverige er der søndag eftermiddag 53 skovbrande i gang, og de alvorligste brande er i Gävleborg, Dalarna og Jämtlands Amt.
Egentlig var planen, at de brandfolk, der er sendt afsted i dag, skal hjem igen på torsdag – men de er blevet forberedt på, at de muligvis kan komme til at blive længere, hvis de har lyst til det.
Det siger Lars Høg Schou, der er operativ chef i Beredskabsstyrelsen.
- Hvis de svenske myndigheder siger, at der er behov for, at vi forlænger, så begynder vi i morgen at samle folk til to nye hold, der kan sendes afsted som afløsning, siger han.
Tager det som det kommer
En af dem, der har meldt sig til at tage af sted, er Noura Al-Ameri. Hun er uddannet redningsspecialist og har været værnepligtig på Bornholm. I dag arbejder hun som vikar i hjemmeplejen i Glostrup.
- Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal forvente, siger hun.
- Jeg tager det bare, som det kommer. Men det bliver i hvert fald ikke en badeferie!
Siden det første danske hold brandfolk blev sendt afsted i torsdags, har de arbejdet i treholdsskift i det værst ramte område syd for Ljusdal ved Gävleborg nord for Stockholm. Her står de ved flammefronten ved en vej, der går igennem et skovområde. På den ene side af vejen brænder det, det gør det ikke på den anden side.
Brandfolkenes opgave er for alt i verden at sørge for, at ilden bliver på den ene side af vejen, for hvis den breder sig til den anden side, vil den nærme sig et kraftværk.
Ilden er for voldsom til, at den kan slukkes, så brandfolkenes opgave er at begrænse den.
Kun flere udsendt til jordskælv
- Jeg forventer heller ikke, at jeg får et bad hver dag. Jeg glæder mig lidt, selv om det er lidt mærkeligt at sige, siger Noura Al-Ameri.
Hun har altid været interesseret i redning, fortæller hun. I folkeskolen var hun med i ungdomsbrandkorpset, og efter gymnasiet var værnepligtig.
Hun ved, at hun skal være med til at kontrollere en brand, så den ikke nærmer sig kraftværket, men:
- Mere konkret ved jeg det ikke, men det finder jeg nok ud af, når jeg kommer derop.
Og det er lidt af en opgave, som det danske beredskab er kommet på, fortæller Lars Høg Schou, der er operativ chef i Beredskabsstyrelsen.
- Faktisk er det kun, når beredskabet sender folk afsted for at assistere ved oprydning efter jordskælv, at operationen er større, siger han.
Når det sker, bliver 80-100 danskere sendt ud. Til de svenske skovbrande er der i dag sendt 51 afsted - en tredjedel af de 27, der er deroppe nu, bliver. Resten tager hjem.