Herhjemme har det ingen konsekvenser, hvis svinebakterien MRSA CC398 spreder sig i de danske svinestalde. I Norge til gengæld bliver alle svin på gården slået ned. Staldene saneres og overvåges nøje af myndighederne i månedsvis.
- Nogen vil nok kalde os naive, fordi vi vil bekæmpe MRSA i Norge. Men vi er nødt til at prøve, siger dyrlæge fra det norske Mattilsynet, Arvid Reiersen.
Op mod 12.000 danskere er smittet med den resistente bakterie, der især har spredt sig fra svinestaldene. Sidste år blev der således fundet MRSA CC398 i 70% af svinebesætningerne i Danmark.
I april i år kom den danske Handlingsplan for husdyr-MRSA. Her fremgår det, at de danske svinebønder ”med fordel” kan lave særlige hygiejnebarrierer i staldene. Samtidig skal der ”fokuseres på reduktion af støvmængden i staldene”.
Tiltag der altså ligger langt fra den norske politik, der har nultolerance over for MRSA CC398.
- Det er svært at sige, om man kan overføre den norske model til danske forhold. Jeg kan bare sige, at det har vist sig meget effektivt i Norge, at slå svinene på en MRSA-positiv gård ned og sanere staldene, siger Carl Andreas Grøntvedt fra Veterinærinstituttet i Oslo.
Norge – der er selvforsynende med svinekød til landets fem millioner indbyggere - konstaterede sidste år MRSA i 26 svinebesætninger. Siden har gårdene været igennem den strenge norske kontrol med tilsyn fra myndighederne hver tredje måned.
Resultat: 25 af gårdene er nu MRSA-frie og kan igen drive svineproduktion, mens en enkelt endnu ikke kommet af med bakterien.
- Det kan godt være, at vi finder frem til, at vi var naive. Men så har vi i det mindste forsøgt. Hvis vi lod være, ville jeg kalde os ansvarsløse, konstaterer Arvid Reiersen fra Mattilsynet.
De norske myndigheder betaler erstatning til MRSA-ramte svinebønder, som også er dækket af en særlig forsikringsordning ved udbrud af svinebakterien.
Du kan sende dit tip: mrsa-dokumentar@dr.dk eller følg debatten her.