Sogn og Fjordane er en lille region i det vestlige Norge. Her er man stærkt afhængig af at kunne ansætte danske læger.
Det går ofte godt, men der er også eksempler på, at det går galt. Det fortæller embedslæge i regionen, Jacob Andersen.
- I den region, hvor jeg arbejder, har vi for nylig haft flere eksempler på læger, som kommer fra andre lande, der har skabt visse problemer, siger han.
Patientsikkerhed i fare
Sidste år var det en lægevikar, der tidligere har arbejdet i Danmark, som skabte problemer.
- Patientsikkerheden var alvorligt sat i fare, da den person havde vagt på Nordfjord Lægevagt, siger Jacob Andersen.
Han husker en nat, hvor en politibetjent bragte en kvinde ind på lægevagten. Hun havde netop truet med at tage sit eget liv.
- De får mere eller mindre en konsultation på to minutter og bliver så bedt om og tage hjem og klare sig selv, fortæller han.
Seks klager på to dage
Det lykkedes politimanden ad andre veje at få kvinden indlagt. Men sagen førte til en klage over lægen, og det var ikke den eneste.
Der indløb seks klager om hans behandling i de to dage, han var vikar hos Lægevagten. Flere af dem gik på, at lægen virkede beruset.
Tre af klagerne kan du læse om herunder. Det er den direkte ordlyd fra de dokumenter i sagen, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.
Efter de to dage hos lægevagten blev lægen fyret, og tre måneder senere besluttede Norge at fratage hans autorisation, så han ikke længere kunne arbejde som læge i Norge.
Opbakning til fælles lægeregister
Inden lægen kom til Norge, havde han i Danmark fået kritik for sin behandling af patienter fire gange i Patientombuddet.
Den information kendte Jacob Andersen intet til som embedslæge.
Han mener, at et fælles nordisk register over læger, som politikere i Nordisk Råd har foreslået, kunne være til stor gavn for tilsynsmyndighederne
- Så kan man jo altid diskutere, hvem der skal have adgang til det, på hvilket niveau, og hvilke oplysninger der skal registreres, siger han.
Hvis du kender noget til sager, hvor læger flytter mellem landene i Norden, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til os på laeger@dr.dk