Der er allerede sat spørgmålstegn ved, hvor forurenet jorden ved Nordic Waste reelt er, da tidligere medarbejdere har fortalt om problemer med rensningsanlægget og om, hvordan de var med til at smide stærkt forurenet materiale på grunden.
Nu er det også kommet frem, at store mængder jord er blevet deponeret uden for det område, virksomheden havde tilladelse til, hvilket har ført til politianmeldelse fra Region Midtjylland.
- Vi bliver hårdhudede af at bo herude. Der skal efterhånden meget til at forbavse mig.
Ordene kommer fra Uffe Espelund Klausen, mens han står foran sit bindingsværkshus og kigger ned på de krydderurter, han ikke længere tør spise af.
Fra hans baghave kan man se over til Nordic Waste, hvor nye oplysninger bliver ved med at dukke op.
- Det er fejl på fejl på fejl, og jeg undrer mig kolossalt over, at Randers Kommune ikke har været mere opmærksom, siger han.
- Selvfølgelig er det Nordic Waste, der er den store skurk, men jeg er meget irriteret, ked af og halvsur over, at Randers Kommune ikke har været sin opgave voksen. Vi finder jo det ene efter det andet nu. De har klokket i det. Det her skulle have været opdaget for længe siden.
Hvorfor blev det ikke opdaget?
DR har spurgt Randers Kommune, hvorfor det under de mange tilsyn ved Nordic Waste ikke blev opdaget, at der blev deponeret store mængder jord på et ulovligt område.
- Fordi det er regionens ansvar at holde tilsyn efter jordforureningsloven, hvorfor det også er dem, der har politianmeldt det, lyder det fra kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt.
Hos Region Midtjylland er man dog tilbageholdende med at påtage sig ansvaret.
- Jeg mener, at det er en delt forpligtigelse, vi har. Kommunen har jo tilsynsforpligtelsen med hele virksomheden og dens virke i området, siger kontorchef Morten Bondgaard og tilføjer, at der i loven ikke er fastsat en bestemt frekvens for regionens tilsyn med den type virksomheder.
Han fortæller desuden, at jorden ikke er endt på den ulovlige placering ved at uheld under jordskreddet.
- Det er blevet placeret der. Vi var senest på tilsyn derude i juni 2022, og der var ingen bemærkninger, så det er sket derefter, lyder det.
Regionen var i sidste måned ude at besigtige området, hvor der også blev lavet droneoptagelser, og det var de optagelser, der efterfølgende viste, at store mængder jord var smidt på et ulovligt område.
- Nu har vi konstateret, at der er blevet deponeret jord uden for det areal, hvor der er tilladelse til det. Vi mener, at det har en karakter, der er så grov, at vi skrider direkte til politianmeldelse, fortæller Morten Bondgaard.
Ingen bekymring for grundvandet
Region Midtjylland ønsker ikke at oplyse, hvor store mængder jord, der ligger på det tre hektar store areal - eller hvilket areal, der konkret er tale om.
Men Morten Bondgaard fortæller, at det ikke umiddelbart giver anledning til ny bekymring for miljøet i området.
Hvad er årsagen til, at de ikke måtte opbevare jord på det areal – er det fordi, der ikke er et beskyttende lerunderlag der?
- Nej, det er det ikke nødvendigvis. Det er en vurdering, man har lavet i 2018 om, hvor det var hensigtsmæssigt at deponere jorden, siger Morten Bondgaard.
Når Nordic Wasre er gået ud over det område, den har fået dispensation til, kan der så opstå bekymringer i forhold til nedsivning til grundvandet?
- Vores politianmeldelse handler om placeringen af jorden. Vi har umiddelbart ingen bekymring for grundvandet.