Nationalbanken og andre er klar til at redde vigtige servere fra oversvømmelse

Der er forhøjet beredskab hos centrale myndigheder og virksomheder i København på grund af risiko for oversvømmelse.

Vandet er faretruende tæt på bygninger ved Københavns inderhavn, og politiet har netop afspærret en vejbane under Knippelsbro på grund af vand på vejen. (© DR)

Servere med fortrolig information og kritiske driftsanlæg er klar til at blive sikret mod oversvømmelser, hvis vandet i Københavns havn og kanaler går over bredderne.

Det oplyser Nationalbanken, Udenrigsministeriet, Det Kgl. Bibliotek og Nordeas danske hovedkvarter, der alle har bygninger i første række til vandet.

- Vi har et beredskab aktiveret og har indkaldt personale til at overvåge situationen og vandstanden, siger Odd Sinding, sikkerheds- og ejendomschef i Udenrigsministeriet.

Samtlige institutioner har bemanding og nødplaner klar, der skal sikre, at vandmasserne ikke ødelægger it-servere, arkiv- og kælderrum, tekniske anlæg eller lammer driften.

- Lige nu ser vi ikke akut risiko for, at noget vil komme til skade, men vi følger med i tæt samarbejde med bygningsstyrelsen og officielle udmeldelser, siger Odd Sinding.

Ejendomspersonalet hos Nationalbanken målte omkring kl. 18 en forhøjet vandstand på 116 centimeter i kanalen få meter fra bygningen, men vandet skal op over 180 centimeter, før de aktiverer nødplanerne, oplyser de til DR Nyheder.

Ifølge DMI har vandstanden i København netop toppet ved 19-tiden.