Morten Helveg i retten: Surrealistisk at Se og Hør overvågede mit kreditkort

Da Morten Helveg Petersen (R) og Line Baun Danielsen sammen rejste til Berlin overvågede Se og Hør begges kreditkort.

Morten Helveg Petersen (R) er den første kendis, der er blevet afhørt ved retten i sagen om Se og Hørs overvågning af kendte danskeres brug af kreditkort. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Se og Hør-retssagen tager i dag et nyt skridt, da flere af de kendte - som ugebladet skrev historier om på baggrund af kreditkort-transaktioner - i dag skal afhøres.

Første kendte ansigt var Europa-Parlamentsmedlemmet Morten Helveg Petersen (R).

I 2008 skrev Se og Hør nemlig en historie om, at han sammen med sin daværende kæreste - tv-værten Line Baun Danielsen - var taget på en kærestetur til Berlin på skatteydernes regning. Morten Helveg Petersen var i Berlin for at deltage i et Nato-møde som medlem af Folketinget og kunne helt lovligt medbringe en ægtefælle eller partner.

- På det tidspunkt studsede jeg over, hvordan man kunne vide, hvor vi havde været, siger Morten Helveg Petersen.

Parret havde på det tidspunkt ikke "udbasuneret" deres forhold, som politikeren forklarede det i retten. Han huskede desuden, at han og Line Baun Danielsen talte om, hvor ugebladet mon havde fået oplysningerne om turen fra.

Det var først i foråret 2014, at Morten Helveg Petersen blev klar over, at Se og Hør havde fået oplysningerne om rejsen, fordi hans kreditkort var blevet overvåget.

- Jeg havde simpelthen svært ved at tro på det, forklarede han i retten.

- Fornemmelsen af at nogen har fulgt med i, hvor jeg har købt en kop kaffe eller tanket benzin gennem mine kreditkorttransaktioner, det var for mig helt surrealistisk.

Morten Helveg Petersen beskrev desuden oplevelsen af at få udpenslet sit privatliv i ugebladet som "grænseoverskridende" og "rigtig ubehageligt".