Tidligere PET-medarbejder Jesper ligger inde med oplysninger, som, han mener, offentligheden bør kende.
Det stiller den 63-årige forhenværende PET-mand sig nu frem og fortæller i den nye DR-dokumentar 'Mørklagt: PET-mandens hemmeligheder'.
- Jeg deltager gladeligt i alle de kommissioner, som jeg kan blive indkaldt til, og hvor, de mener, jeg har noget at bidrage med, siger han.
Jesper blev i december 2021 sigtet og anholdt for at have brudt sin tavshedspligt og for at have lækket fortrolige oplysninger om en konkret sag fra sit arbejde ved PET til flere journalister.
Jesper fremstår af hensyn til sin sikkerhed kun med fornavn.
Sagen imod Jesper blev onsdag frafaldet af anklagemyndigheden, og Jesper kommer derfor ikke til at vidne i retten.
Men både eksperter og politikere mener, der er behov for en undersøgelseskommission om den såkaldte Samsam-sag.
- Jeg tror faktisk ikke, man skal være professor for at regne ud, hvad det er for en sag, manden har oplysninger i. Det kan man ved at lægge to og to sammen regne ud. Vi snakker om en sag, hvor der muligvis er blevet begået et justitsmord, siger Lasse Lund Madsen, strafferetsprofessor ved Aarhus Universitet.
Det vender vi tilbage til.
Oplysninger, som offentligheden ikke kender
Jesper har – inden sigtelsen imod ham blev droppet – tilstået de faktiske forhold i sagen og har dermed tilstået, at han har lækket fortrolige oplysninger om en konkret sag fra sit arbejde i PET til flere journalister.
Siden trak han sin tilståelse tilbage.
Men for ikke at risikere på ny at bryde sin tavshedspligt kan Jesper ikke fortælle, hvad der ligger til grund for, at han i første omgang valgte at bryde sin tavshedspligt.
- Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvorfor jeg har talt med journalister, men der er selvfølgelig sket noget, som jeg ikke har været enig med min ledelse i.
- Nu har jeg været ansat 20 år i PET, så jeg taler ikke kun med journalister for at fortælle dem en spændende historie.
Jesper erkender, at det kan virke underligt, at han ikke til pressen og offentligheden kan fortælle, hvad han allerede tidligere har fortalt til journalister.
Er der oplysninger i den her sag, som offentligheden stadigvæk mangler at få kendskab til?
- Ja.
Ligger du inde med viden, som kan kaste yderligere lys over den her sag?
- Ja.
Hvad er det?
- Det kan jeg ikke komme ind på her.
Identificeret som Samsams kildefører
Jesper er af DR, Berlingske, Politiken og Samsam selv blevet identificeret som Ahmed Samsams kildefører og dermed en af de personer i efterretningstjenesten, som Samsam afleverede sine oplysninger til.
Terrordømte Samsam blev i Spanien i 2018 idømt otte års fængsel for at have været en del af frontløbergrupper til Islamisk Stat i Syrien.
Ifølge DR’s og Samsams egne oplysninger arbejdede han som agent for først PET, Politiets Efterretningstjeneste, og senere FE, Forsvarets Efterretningstjeneste, på rejser til Syrien.
Ingen af de danske efterretningstjenester har vedkendt sig samarbejdet med Samsam under retssagen i Spanien eller siden Samsams dom.
Samsam har anlagt en civil retssag mod PET og FE. Han vil have efterretningstjenesterne til at bekræfte, at han var deres agent i Syrien. Der forventes at falde dom i sagen den 8. november.
Jesper vil hverken be-eller afkræfte, om han var kildefører for Samsam.
Politiken, Berlingske, DR har sagt, at du er Ahmed Samsams kildefører. Er du det?
- Det kan jeg ikke udtale mig om.
Hvorfor ikke?
- Jeg ønsker ikke at udtale mig om nogle arbejdsforhold i PET.
Ahmed Samsam har udpeget dig som sin kildefører, blandt andet ud fra et billede. Er du hans kildefører?
- Det har jeg heller ikke nogen kommentarer til.
Har du været ansat i afdelingen med kildeførere?
- Jeg kommer til at svare det samme.
Efter 20 års tjeneste hos PET gik Jesper til pressen. Hør ham forklare hvorfor her:
Stiller sig til rådighed for kommission
Da Jesper blev anholdt i december 2021 blev tre øvrige efterretningsmedarbejdere også anholdt og sigtet for at have lækket fortrolige oplysninger.
Blandt dem er Lars Findsen, der på det tidspunkt var øverste chef for FE.
Onsdag blev sagerne mod både Lars Findsen, tidligere Venstre-minister Claus Hjort Frederiksen og Jesper droppet.
Sagerne kommer derfor ikke for domstolene, og Jesper får dermed ikke mulighed for i retten at fortælle, hvorfor han talte med journalister.
Jesper håber dog fortsat, at han fx i en kommission får lejlighed til at forklare, hvorfor han valgte at bryde sin tavshedspligt.
Ekspert: Jesper vil kunne kaste lys over Samsam-sag
Også Lasse Lund Madsen, der er professor i strafferet ved Aarhus Universitet, ser et behov for en undersøgelseskommission.
- Man lægger sagen ned om den 63-årige PET-ansatte, om hvem det er en offentlig hemmelighed, at han var kildefører for Ahmed Samsam.
- Den pågældende person har sagt, at han har vigtige oplysninger. Den vil han have frem i et retligt forum. Og sørme om sagen nu ikke er blevet lagt ned. Det vil sige, at de oplysninger ikke kommer frem, medmindre man laver en undersøgelse, hvor han kan afgive forklaring.
Også Frederik Waage, professor i forfatningsret ved Syddansk Universitet, ser et stort behov for at få sagen undersøgt til bunds.
- Jeg må sige, at det virker næsten bydende nødvendigt, at der kommer en form for undersøgelse og en form for afslutning i de her sager.
Lasse Lund Madsen vurderer samtidigt, at de oplysninger, Jesper har, sandsynligvis vil kunne kaste lys over sagen med den terrordømte Samsam, der har anlagt civilt søgsmål mod de danske efterretningstjenester for at få dem til at vedkende sig et samarbejde.
- I de spanske domme lægger man blandt andet vægt på, at Samsams historie ikke blev bekræftet af de danske myndigheder. Så det vil selvfølgelig give et helt andet udfald, hvis en tidligere dansk PET-ansat står frem og siger; 'Hør nu her, det er rigtig nok, det manden sad og påstod over for jer'.
Oppositionen ønsker kommission
For nuværende lader det ikke til, at der kommer en kommission om Samsam-sagen.
Flere oppositionspartier har ellers givet udtryk for, at de vil have en kommission til at kulegrave Ahmed Samsam-sagen.
Men i juni fik en mulig kommission om netop Samsam-sagen dødsstødet, da regeringen og Dansk Folkeparti nedstemte forslaget.
Den 1. oktober blev der imidlertid nedsat en FE-undersøgelseskommission, der har til formål at undersøge hjemsendelsen af fem ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste.
Mandatet til den kommission har regeringen netop udvidet. Det sker på baggrund af, at sagerne mod Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen er blevet frafaldet af Anklagemyndigheden.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har sagt, at det udvidede mandat skal bruges til at undersøge, om der er sket 'usaglige hensyn'.
En tidligere PET-medarbejder, som DR har snakket med, vil gerne stille sig til rådighed for en kommission. Mener du, at kommissionen skal invitere ham og lytte til, hvad han har at sige?
- Jeg vil principielt ikke blande mig i, hordan en uafhængig kommission arbejder. Jeg vil helt trygt overlade til kommissionen at vurdere, hvem de skal snakke med, siger justitsministeren.
Du kan se hele dokumentaren med den tidligere PET-agent Jesper på DRTV her.