Overblik: Fem sigtet i sager om læk af hemmeligheder - nu er alle sager droppet

I knap to år har fem sager om lækage fra efterretningstjenesterne været undervejs.

Illustration: Søren Winther Nørbæk.

I december 2021 blev i alt fem personer sigtet i for at røbe statshemmeligheder.

De fire var medarbejdere fra Danmarks to efterretningstjenester, mens den sidste var tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen fra Venstre.

Sagerne fik enorm omtale herhjemme og også international bevågenhed, fordi det langt fra er hverdag, at en tidligere minister og en spionchef med kendskab til landets hemmeligheder, bliver mistænkt for kriminelle handlinger.

Men hvem var de mistænkte - og hvordan har sagerne formet sig?

DR Nyheder har samlet et overblik over sagerne her:

1

Claus Hjort: Tiltale droppet

Claus Hjort Frederiksen blev sigtet 20. december 2021 for at have lækket statshemmeligheder. (Foto: © Emil Nicolai Helms, Ritzau Scanpix)

Den 20. december 2021 mødte to personer med politiskilt op foran den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) hjem.

Her blev han præsenteret for en sigtelse efter straffelovens paragraf 109, der omhandlede læk af statshemmeligheder.

Noget han hele tiden har benægtet, at han har gjort.

Rigsadvokaten indstillede til justitsministeren i maj 2022, at Claus Hjort Frederiksen blev tiltalt. Men det krævede, at Folketinget ophævede hans immunitet.

Et flertal i Folketinget – blandt andet anført af Claus Hjort Frederiksens parti Venstre – sagde nej til netop det. Partierne mente ikke, at de kunne få tilstrækkelig indsigt i, hvad sagen drejede sig om.

Men da Venstre-veteranen efter valget i november 2022 ikke længere sad i Folketinget og var beskyttet af immunitet, blev han i februar i år tiltalt.

Højesteret har beskrevet, at Claus Hjort Frederiksen er sigtet for under interviews med flere danske medier at have røbet statshemmeligheder om samarbejdet mellem Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) og den amerikanske efterretningstjeneste NSA om aflytning af datakabler.

Mørklagt: Forsvarsministerens hemmeligheder

Sagen har været præget af flere juridiske slagsmål mellem anklagemyndigheden og Claus Hjort Frederiksens forsvarsadvokat.

I slutningen af oktober besluttede Højesteret, at sagen mod den tidligere minister vil kunne køre for delvist åbne døre, og at sagen drejer sig om en mulig politisk forbrydelse.

2

Lars Findsen: Tiltale droppet

Lars Findsen sad fængslet i over 70 dage, inden han blev løsladt. (Foto: © Nikolai Linares, Ritzau Scanpix)

Den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) Lars Findsen var en af de fire, som blev anholdt 8. december 2021.

Han har selv fortalt, at han blev mødt af politiet i Kastrup Lufthavn, hvor han netop var landet fra en forretningsrejse.

Han blev sigtet efter straffelovens paragraf 109 om læk af statshemmeligheder. Paragraffen kan give op til 12 års fængsel.

Den nu 59-årige spionchef blev dagen efter fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet.

I alt sad Lars Findsen over 70 dage fængslet, inden landsretten valgte at løslade ham.

Mørklagt: Spionchefens hemmeligheder (3:3)

I september 2022 blev Lars Findsen tiltalt. Det ellers mørklagte anklageskrift, som DR Nyheder fik aktindsigt i, viste, at han i fem tilfælde have røbet hemmelige oplysninger og i et tilfælde at have overtrådt sin tavshedspligt.

Ifølge anklageskriftet skete det over for fire privatpersoner i 2021 og to journalister.

Tiltalen mod ham angår også NSA-samarbejdet.

Ifølge DR's oplysninger er flere af forholdene mod Lars Findsen kommet frem i forbindelse med både telefon- og rumaflytninger af den tidligere spionchef.

Lars Findsen har ligesom Claus Hjort Frederiksen også allerede udkæmpet flere slagsmål med anklagemyndigheden i retten.

Også i hans sag mente Højesteret, at sagen ville kunne køre for delvist åbne døre.

3

63-årig PET-ansat: Sigtelse droppet

Den tidligere PET-mand Jesper blev i første omgang sigtet efter den alvorlige §109 i straffeloven. Sigtelsen blev siden ændret til brud på tavshedspligten. (Foto: © Foto: DR, PET-mandens hemmeligheder. Morten Krüger., Sidsel Marie Jacobsen)

Straffesagen mod den nu 63-årige eks-ansatte i PET, Jesper, havde i længere tid afventet en afklaring.

For siden Højesteret i juni måned kom frem til, at dørene i hans straffesag ikke skulle lukkes, har anklagemyndigheden spekuleret på, om sagen overhovedet skulle for retten.

Jesper havde først tilstået at have lækket oplysninger til flere journalister om en sag fra hans arbejde i PET.

Men senere trak han tilståelse tilbage, og ifølge DR’s oplysninger bad anklagemyndigheden siden om en liste over, hvilke vidner der skulle føres i sagen.

DR har tidligere fortalt, at der var tale om ledelsen i PET samt departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen.

Den nu 63-årige Jesper blev ikke varetægtsfængslet af byretten i december 2021, hvor han under et grundlovsforhør på en time forklarede sig om sagen.

Ifølge PET har Jesper leveret oplysninger til i sine afhøringer, som PET ellers ikke har fremskaffet i sin efterforskning.

Mørklagt: PET-mandens hemmeligheder
4

60-årig FE-ansat: Sigtelse var grundløs

En 60-årig kvinde blev ligeledes anholdt den 8. december. Hun var på det tidspunkt ansat i FE. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Ritzau Scanpix)

En 60-årig kvindelig ansat i FE var ligeledes en af de fire, som blev anholdt af PET om morgenen den 8. december 2021.

Ifølge DR’s oplysninger blev den mangeårige FE-medarbejder anholdt på vej på arbejde af betjente fra Politiets Aktionsstyrke.

Siden blev hun sigtet for at have røbet statshemmeligheder. Men hun blev ikke fremstillet i grundlovsforhør dagen efter, som de tre andre gjorde.

Til gengæld var hun hjemsendt, mens politiet undersøgt mistanken. Og der gik ikke længe, før anklagemyndigheden frafaldt sigtelsen mod den nu 60-årige kvinde.

Den var ifølge DR’s oplysninger grundløs – altså, der var intet at komme efter.

Kvinden blev ifølge DR’s kilder tilbudt at vende tilbage til FE. Det ønskede hun ikke og er i dag i et helt andet job.

5

49-årig tidligere FE-ansat: Sagen manglede beviser

En 49-årig mand, som var FE-ansat, var også en af de fire, som blev anholdt og sigtet 8. december. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Den sidste af de fire, som blev anholdt den 8. december 2021, var en nu 49-årig mand, som tidligere havde arbejdet for FE.

Han blev dagen efter sammen med Lars Findsen og den nu 63-årige tidligere PET-ansatte Jesper fremstillet i grundlovsforhør.

I retsbogen fremgår det, at han blev fremstillet i grundlovsforhør tidligt om morgenen klokken 07.12, og inden PET sendte pressemeddelelsen ud, om at der var sket anholdelse.

Han blev varetægtsfængslet i 11 dage af Københavns Byret, ifølge kendelsen skete det på baggrund af hans egen forklaring, de dokumenterede bilag samt observationer gjort i sagen.

Han blev efterfølgende løsladt.

Ifølge DR’s oplysninger er sagen siden blevet opgivet, fordi der manglede beviser.

Den 49-årige var ikke ansat i tjenesten på tidspunktet for anholdelsen.