Da undersøgende journalist Jessikka Aro begyndte at afdække russiske internettrolde, havde hun aldrig forestillet sig, hvilke vidtrækkende konsekvenser det ville få for hendes liv.
Hun ville undersøge, hvorfor såkaldte troldehære arbejder på at sprede disinformation online, og hvilke effekter det har.
Da Jessikka Aro for snart ti år siden første gang hørte om en af Putins troldefabrikker i Sankt Petersborg, arbejdede hun som journalist på det finske public service-medie Yle.
Hun fandt hurtigt ud af, at de ansatte på troldefabrikken havde til opgave at skrive positive kommentarer om den russiske præsident, Vladimir Putin, og sprede falsk information online og på sociale medier.
Og da hun afslørede, at de ansatte blev betalt for at dele Putins propaganda, gik det stærkt.
Troldehærens forlængede arm i Norden
Efter afsløringerne af Putins troldefabrikker begyndte en regulær smædekampagne mod Jessikka Aro. På Facebook bestormede en gruppe hende med hadefulde kommentarer.
- Der var snak om at skære min mave op, smide en bombe over mig i parken, hvor jeg gik med min baby i barnevogn, snak om at forgifte mig, fortæller hun om de kommentarer, der blev skrevet om hende i Facebookgrupper i 2014.
Kommentarer, der fik hende til at overveje, om hun overhovedet var sikker i sit eget hjem.
Spredning af disinformation er dog ikke forbeholdt troldefabrikker i Rusland.
Afsløring af netværk
DR har sammen med de andre nordiske public service-stationer NRK, SVT og Yle afsløret et netværk på mindst 152 personer, som systematisk spreder disinformation i Norden. Kortlægningen er lavet i forbindelse med dokumentarserien 'Skyggekrigen'.
Netværket består af personer, som alle har spredt flere forskellige typer disinformation, der enten er skabt af eller bliver forstærket af russiske aktører, troldefabrikker og statsmedier.
Jessikka Aros afdækning viste da også, at de russiske troldefabrikker rekrutterer internationale trolde, så informationen kan nå bredere ud end kun til et russisk publikum og således sprede sig til udenlandske medier.
Den russiske regering har gentagne gange nægtet brugen af troldehære eller andre onlineværktøjer til at påvirke vestlige lande.
'De vil indfange vores tanker'
Formål med disinformation er ifølge eksperter og PET-chef Anders Henriksen at skabe kaos og mistillid.
- Rusland ønsker at skabe splid internt i de demokratiske samfund og organisationer i Vesten ud fra et rationale om, at jo mere uenige vi er, desto sværere bliver det for Vesten at stå samlet over for Rusland, siger kontraspionagechef Anders Henriksen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Der sås eksempelvis en massiv disinformationskampagne op til det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor pro-russiske kræfter forsøgte at påvirke udfaldet af valget, fortæller politisk filosof Vlad Wexler.
- Det, der i virkeligheden foregår, er, at de (red: Rusland) sætter deres penge på den hest, der kommer til at skabe den største mængde kaos, siger han.
I 2019 blev Jessikka Aro inviteret til Repræsentanternes Hus, som er en af de to kamre i den amerikanske kongres, for at fortælle, hvad hun har fundet ud af om russiske disinformationskampagner.
Hun holdt en tale for medlemmerne, hvor hun med få ord opsummerede, hvad formålet med russisk disinformation i hendes optik er.
- De vil ikke tage vores penge, de vil indfange vores tanker, sagde Jessikka Aro.
Arkitekten bag
Det kom senere frem, at den fremtrædende finske propagandist Johan Bäckman var arkitekten bag smædekampagnen mod Jessikka Aro.
Han har aktivt og gennem mange år udbredt anti-vestlig propaganda.
- Han gav med vilje falsk information om mig til russiske medier. Han har tweetet grove ting om mig, jagtet mig på sociale medier og ladet mig forstå, at han holder et øje på mig hele tiden.
- •
Johan Bäckman blev idømt 60 dages betinget fængsel for at forfølge Jessikka Aro.
- •
Indtil videre er fire mennesker blevet dømt i sagen enten ved en betinget fængselsstraf eller en bøde.
Da Jessikka Aros telefonnummer og adresse blev delt på en pro-russisk propagandaside, blev hun oversvømmet med opkald og beskeder.
Men det blev værre endnu, da det finske hjemmeside MV-Lehti publicerede "heftig fake news om mig", som hun selv udtrykker det.
Netværket bragte en falsk - historie med overskriften: Jessikka Aro dømt for narkorelateret kriminalitet.
For selvom det er sandt, at Jessikka Aro har taget stoffer i sine 20'ere, er hun aldrig dømt for nakorelateret kriminalitet.
- De skaber et stærkt billede i folks hoveder om, at jeg er en junkie, man ikke kan stole på, siger hun.
Ifølge journalist på Yle Jyri Hänninen er dét at tage sand information og kombinere det med falske påstande en enorm effektiv måde at få disinformation til at leve online.
- Når du blander det til en historie, der virker troværdig, gør det det meget sværere at genkende løgnen. På den måde spreder de falske historier sig ved at være pakket ind i halv-sandheder, men i virkeligheden er propaganda, siger Jyri Hänninen.
Løgnen om, at Jessikka Aro skulle have været pusher, blev som nævnt delt på den finsk-styrede propagandaside MV-Lethi, men det er præcis samme fremgangsmåde, som den, de russiske troldehære benytter sig af, forklarer Jessikka Aro.
Hun frygter, at alle risikerer at blive offer for det, hun kalder "den russiske informationskrig" og understreger behovet for at klæde borgere på til mødet med disinformation.
- Den bedste måde at beskytte nordiske borgere på er at tale åbent om kampagnerne, teknikkerne, redskaberne og kanalerne, hvor informationen kommer fra, siger Jessikka Aro.
Du kan møde Jessikka Aro i tredje og sidste afsnit af serien 'Skyggekrigen'.