På Østerbro i København ligger der en bygning, som i mange år er blevet brugt som spionstation af Rusland.
Ifølge en række nordiske efterretningschefer er det nemlig ikke kun diplomater, der har deres daglige gang på de russiske ambassader i Norden.
Russiske efterretningstjenester bruger også ambassaderne til at skaffe sig hemmelige informationer, kortlægge sårbarheder i vores forsvar og stjæle førende teknologi og videnskab.
Blandt andet på den russiske ambassade i København.
38 russiske spioner
DR, SVT og NRK kunne i går i samarbejde med researchorganisationen Dossier Center sætte navn på 38 efterretningsfolk, som i de seneste år har arbejdet på Ruslands ambassader i Norden. Langt de fleste under dække af at være diplomater.
Medierne har fået oplysningerne bekræftet af kilder i nordiske og vestlige efterretningstjenester.
Ingen af de identificerede efterretningsfolk befinder sig i Danmark lige nu.
Sidste år blev 15 russiske diplomater udvist fra Danmark med henvisning til, at de reelt var efterretningsofficerer.
Ifølge Anders Henriksen, der er kontraspionagechef i PET, betyder det dog ikke, at rusland er stoppet med at have spioner i Danmark.
- Vi gjorde et enormt stort indhug, da vi fik udvist 15 russiske efterretningsofficerer. Men det betyder på ingen måde at spionagetruslen ikke stadig er til stede. Rusland vil finde nye måder at udøve spionage mod Danmark. De vil måske forsøge at placere efterretningsofficerer andre steder. De vil forsøge at øge deres spionagearkitekter på anden vis, fortæller han i dokumentarserien "Skyggekrigen".
I en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium siger talsperson Maria Zakharova, at dokumentarserien er en "koordineret, falsk historie", og at der ikke er nogle beviser for russiske diplomaters angivelige ulovlige aktiviteter.
I videoen øverst kan du høre mere om, hvordan de russiske efterretningstjenester fungerer og hvad de russiske spioner laver i norden.