Ruslands ambassader i Norden bliver brugt som spionstationer, der er bemandet af et stort antal professionelle efterretningsofficerer.
Det afslører den nye dokumentarserie ”Skyggekrigen”, som DR har lavet i samarbejde med tv-stationerne NRK i Norge, SVT i Sverige og Yle i Finland.
- Når det gælder Rusland, så er en stor del af den diplomatiske mission russiske efterretningsofficerer fra de forskellige efterretningstjenester, siger kontraspionagechef Daniel Stenling fra den svenske efterretningstjeneste SÄPO.
DR, SVT og NRK kan i samarbejde med researchorganisationen Dossier Center nu sætte navn på 38 efterretningsfolk, som i de seneste år har arbejdet på Ruslands ambassader i Norden.
Medierne har fået oplysningerne bekræftet af kilder i nordiske og vestlige efterretningstjenester.
- De russiske tjenester er meget professionelle. De er enormt kompetente, de er meget store, og de har mange ressourcer til rådighed med meget vidtgående beføjelser, siger kontraspionagechef Anders Henriksen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark.
Her er de 38 russiske spioner, som de fire medier nu kan sætte navn på. Ni af efterretningsofficererne har været i Danmark. Mindst 13 af dem er fortsat i Norden:
Op mod halvdelen på ambassaderne er efterretningsfolk
Flere nordiske efterretningstjenester vurderer, at mellem en tredjedel og halvdelen af de ansatte på Ruslands ambassader i Norden er udsendt af de russiske efterretningstjenester.
Antallet af russiske spioner har i årevis været stort set uændret, lyder vurderingen.
- Det kan variere lidt over tid og afhænger lidt af, hvordan man opgør forskellige dele af det diplomatiske korps, men det ligger cirka i det leje, siger Daniel Stenling fra SÄPO.
De russiske spioner i Norden opererer i det skjulte, hverver og fører kilder med adgang til hemmelige informationer, kortlægger sårbarheder i vores forsvar, og stjæler oplysninger om førende teknologi og videnskab, siger de nordiske efterretningschefer.
- De russiske efterretningsofficerer arbejder på vegne af Putin og hans regime. De er på jagt efter information, viden, teknologi og indflydelse, som kan give Rusland en fordel, siger afdelingsdirektør Inger Haugland fra Politiets Etterretningstjeneste (PST) i Norge.
Den nye podcastserie "Mørklagt: Skyggekrigen" kan høres nu på DR.
Opererer på tværs af grænser
PET vurderer, at spionagetruslen fra Rusland mod Danmark er betydelig.
Også selvom Danmark sidste år udviste 15 russiske diplomater med henvisning til, at de reelt var efterretningsofficerer.
- De vil måske forsøge at placere efterretningsofficerer andre steder, og de vil forsøge at øge deres spionageaktiviteter på anden vis. Så det forhold, at de 15 personer er ude, betyder på ingen måde, at der ikke længere er en spionagetrussel fra Rusland, siger Anders Henriksen, kontraspionagechef i PET.
De russiske efterretningsofficerer opererer desuden ikke blot i det land, de er udstationeret i, men også på tværs af landegrænser, siger Daniel Stenling fra SÄPO.
- De vil ofte være mere aktive i det land, de er stationeret i, og hvor de har deres diplomatiske immunitet. Men de rejser, og de opererer og har kontakter også i andre lande, siger han.
Ingen af de 38 efterretningsofficerer, som de fire medier nu kan navngive, har i dag deres gang på ambassaden i København. Og Norge udviste kort før offentliggørelsen af tv-dokumentaren ”Skyggekrigen” 15 russiske diplomater, som ifølge de norske myndigheder reelt var efterretningsofficerer.
I går valgte Sverige så at udvise fem efterretningsofficerer.
Det er uvist, om de fem er blandt de spioner, der nu bliver navngivet. Men 13 af de nu navngivne spioner befinder sig – i hvert fald indtil videre – fortsat på Ruslands ambassade i Sverige.
Se en række af de russiske efterretningsfolk i dette klip fra "Skyggekrigen":
To russiske spiontjenester på Østerbro
De nordiske efterretningschefer bekræfter, at Ruslands ambassader er udgangspunktet for de russiske efterretningstjenesters aktiviteter i Norden.
For Danmarks vedkommende betyder det, at SVR og GRU i årevis har haft hver deres afdeling, et såkaldt residentur, på ambassaden på Østerbro i København. Dermed bliver ambassaden ifølge PET brugt som spionstation.
Residenturerne ligger ifølge DR’s oplysninger på første sal i ambassadens store, hvide hovedbygning.
Her er efterretningsofficererne blevet indkaldt til morgenmøder og hastebriefinger, og her har de afleveret fortrolige oplysninger til kodefolk, som har sendt krypterede meddelelser hjem til Rusland fra et særligt koderum.
På ambassaderne har efterretningsofficererne ifølge kilderne også støttepersonel som aflytningseksperter, administrativt personale, chauffører, teknisk personale og mekanikere samt biler med aflytningsudstyr.
Spionerer mod vores kommunikation
Rusland bruger også deres ambassader og konsulater i Norden til at opsnappe og aflytte telefon- og radiosignaler samt anden kommunikation, oplyser de nordiske efterretningschefer.
Det sker dels ved hjælp af udstyr monteret på bygninger og dels gennem udstyr, som de russiske efterretningsfolk kan køre rundt med for at opfange for eksempel mobiltrafik, bekræfter PST i Norge.
Ifølge PST har Rusland opbygget ”en betydelig kapacitet” til såkaldt signalefterretningsarbejde.
- Signalefterretninger er en måde at indsamle information på, som er vigtig for Rusland og giver en masse information. At være i stand til at se og forstå, hvem der taler sammen, og hvad de taler om, har åbenlyst skadespotentiale, siger afdelingsdirektør Inger Haugland fra PST.
I København er Rusland mindst én gang blevet opdaget i et forsøg på at bruge et sofistikeret spionageværktøj – en såkaldt IMSI-catcher – oplyser efterretningskilder til DR.
En IMSI-catcher fungerer som en falsk mobilmast, der kan tvinge mobiltelefoner i et område til at oprette forbindelse til masten.
Dermed er det muligt at spore placeringen af mobiltelefoner. Og hvis IMSI-catcheren er kraftig nok, kan den ifølge DR’s kilder også bruges til at opsnappe telefonopkald og sms-beskeder.
I den konkrete sag fra København var IMSI-catcheren ifølge DR’s oplysninger placeret i et køretøj, som kørte forbi et større politisk arrangement.
Formålet var ifølge kilderne at aflytte samtaler, indhente kommunikation og få et overblik over, hvem der var til stede ved arrangementet.
Det har ikke været muligt for DR at få svar på, om den russiske efterretningsoperation lykkedes.
’De er blevet mere risikovillige’
Ifølge de nordiske efterretningschefer er det relativt risikofrit for Rusland at bruge ambassaderne som spionstationer, da efterretningsofficerer i diplomatiske dækstillinger er beskyttet af internationale konventioner og dermed ikke kan blive arresteret.
- Det, de kan risikere, er at blive erklæret for persona non grata, hvilket næsten altid ender med, at Rusland siger, at det andet land tager fejl, at det ikke var en efterretningsofficer, og at landet lyver, siger Daniel Stenling fra SÄPO.
Invasionen af Ukraine og de medfølgende sanktioner mod Rusland har ikke mindsket de russiske efterretningstjenesters aktiviteter, understreger Inger Haugland fra PST.
- Vi ser, at Rusland har fået mere at vinde – og mindre at tabe – ved at bruge deres efterretningstjenester i Europa. De er blevet mere risikovillige, siger hun.
Russisk talsperson: ’Endnu en bølge af spionmani’
I en udtalelse fra det russiske udenrigsministerium siger talsperson Maria Zakharova, at dokumentarserien er en "koordineret, falsk historie", og at der ikke er nogle beviser for russiske diplomaters angivelige ulovlige aktiviteter.
Ifølge talspersonen er offentliggørelsen af fotos, videomateriale og personlige oplysninger om ambassadernes nuværende og tidligere ansatte i strid med folkeretten og privatlivets ukrænkelighed.
- Den kurs, som myndighederne har taget for at dæmonisere Rusland, fører til uoprettelig skade på forholdet til vores land. Vi vil fortsat reagere hårdt på alle sådanne provokationer, udtaler Maria Zakharova.
Ingen af de russiske ambassadører i Sverige, Norge eller Danmark vil stille op til interview.
Den russiske ambassadør i Oslo, Tejmuraz Ramisjvili, skriver:
- At indsamle og analysere information i et stationeringsland og formidle denne information til hjemlandet er en normal virksomhed for diplomater.
Anden episode af tv-dokumentaren "Skyggekrigen" kan ses på DRTV nu og i aften klokken 21:25 på DR1.