Minister vil have selvkørende biler på danske veje

Aalborg og Vesthimmerland har allerede budt ind på at være med i ny forsøgsordning.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA), vil i den kommende uge fremsætte nyt lovforslag om selvkørende. (Foto: © Òlafur Steinar Gestsson, Scanpix)

Fremover kan du sætte dig ind i din bil og helt uden at røre en finger, kan du blive fragtet fra a til b.

Det er i hvert fald transportminister Ole Birk Olesens (LA) vision. I næste uge vil han nemlig fremsætte et lovforslag, der skal åbne op for en forsøgsordning med selvkørende biler på de danske veje.

- Vi må nemlig ikke lukke øjnene for den gradvise udvikling, der er i gang inden for den selvkørende bilteknologi, siger transportministeren i en pressemeddelelse.

Både Aalborg Kommune og Vesthimmerlands Kommune har allerede meldt ud, at de vil ansøge om at gennemføre forsøg med selvkørende busser på særligt afgrænsede vejstrækninger.

Ministeren kan trække tilladelse tilbage

Det er transportministerens håb, at Danmark kan blive et foregangsland for implementeringen af selvkørende biler.

- Den delvist selvkørende bil eksisterer altså allerede, og med de rette trafiksikkerhedsmæssige rammer tror jeg, at Danmark kan blive et sted, hvor virksomheder og myndigheder afprøver og viser, hvad selvkørende biler kan bruges til, når teknikken er klar, siger Ole Birk Olesen.

Hvis lovforslaget går igennem, vil ministeren til enhver tid kunne trække tilladelsen til et forsøg med selvkørende biler tilbage. Særligt, hvis der opstår tvivl om sikkerheden omkring forsøget.

Ligeledes vil Ole Birk Olesen have vejmyndigheder, Færdselsstyrelsen, politiet og en uvildig ekspert ind over forsøget. De skal alle godkende eventuelle ansøgninger, før der kan gives tilladelse til den enkelte kommune.