Hvis de indre danske farvande var en patient, så svarer dagens rapport om tilstanden i vandet til en markant forværring, der kalder på akut førstehjælp.
- Det er helt absurd og uacceptabelt, at det er sådan. Tænk sig, at vi ikke har det liv, som vi alle sammen gerne vil have i vores fjorde. Det er jeg da oprigtigt virkelig frustreret over, siger Socialdemokratiets Jeppe Bruus, der er minister for Grøn Trepart.
Netop nu forhandles der på Christiansborg om, hvordan "patienten" skal kommes til undsætning, men partierne er langt fra enige om behandlingen.
Danmarksdemokraterne, Alternativet og senest Dansk Folkeparti har forladt de grønne trepartsforhandlinger.
Ministeren vil ikke lægge sig fast på en model for kvælstofreduktion
Der er tre modeller på bordet, når politikerne skal blive enige om, hvor meget kvælstof landbruget fremover må udlede.
- •
Det første scenarie lyder, at landbruget vil skulle reducere 14.100 ton kvælstof om året.
- •
Det andet scenarie lyder på en reduktionen på 13.600 ton kvælstof om året.
- •
Det tredje bud lyder på 12.900 ton mindre kvælstof om året.
Du sidder som minister og forhandler om den grønne trepart, hvor et afgørende spørgsmål netop er, hvor meget kvælstof landbruget må udlede i fremtiden.
Hvilken model foretrækker du?
- Vi sidder og forhandler med partierne på Christiansborg, så det er noget, vi snakker med dem om. Men uanset scenarie så skal vi tage et voldsomt spring frem. Der er sket alt for lidt i for mange år, og nu skal der ske rigtig meget på få år.
Er I enige i regeringen (Moderaterne, Socialdemokratiet og Venstre) om, hvilket scenarie der er bedst?
- Ja, vi er enige i regeringen, og nu sidder vi så og snakker med partierne, og det holder jeg selvfølgelig inde i lokalet.
Så I tre regeringspartier har lagt jer fast på, hvilket scenarie I lægger på bordet?
- Når vi forhandler med partierne, er det jo klart, at vi har en ramme, vi lægger på bordet, men det holder jeg altså inde i lokalet. Det vigtige for mig at sige her er, at uanset scenarie så er det her et udtryk for, at der skal ske noget, for at vi får livet tilbage i vores fjorde.
Forskerne peger kun på én vej
Modellen, der vil udlede mindst kvælstof, er den, som en række forskere og eksperter mener er den eneste løsning, hvis Danmark skal gøre noget, der for alvor vil ændre på tilstanden under vandet.
Er du enig? Eller kan du se et godt vandmiljø for dig, hvis det bliver et af de andre scenarier?
- Uanset scenarie så er vi ikke i mål, før livet er tilbage i vores fjorde.
- De her tre scenarier er et udtryk for, hvad der skal til i forskellige områder i Danmark, men jeg er nødt til at sige, at der er sket for lidt i for mange år. Uanset scenarie skal vi tage et voldsomt skridt fremad på få år. Det er det, jeg har ansvaret for, og det er det, som den grønne trepartsaftale skal være med til at levere.
Du siger, at der uanset hvad skal et voldsomt tigerspring fremad. Kan man det med scenarie to og tre modsat, hvad forskerne siger?
- Det skal man gøre uanset, hvilket scenarie man vælger, fordi de er udtryk for, at man skal helt op og reducere i nærheden af 13.000 tons.
Forskerne siger, at vælger man scenarie to eller tre, så kommer vi ikke i nærheden af et godt vandmiljø. Kan du være tilfreds, hvis det ender med et af de scenarier?
- Der er faglige diskussioner, det anerkender jeg. Det, jeg er optaget af, er, at vi kommer i gang, og at vi ændrer den situation, der gør, at vi ser det værste iltsvind i mange, mange år.