Millionerne skulle hjælpe Dorthe, men nu sendes pengene videre til andre: 'Jeg synes ikke, at det er fair'

Der var 125 millioner kroner i pulje til at fikse skaderne efter stormfloden, men størstedelen kom aldrig til gavn i stormflodskommunerne.

Dorthe Iversen arbejder i en købsmandsbutik i Skovby på Sydals. I sin fritid besøger hun vennerne på Kegnæs, som ligger få kilometer fra Dorthe Iversens hjem. Men turen over den ødelagte dæmning er blevet besværlig efter stormfloden, og skaderne er endnu ikke udbedret.

Kommunerne, der blev ramt af stormflodens ødelæggelser i oktober 2023, blev lovet millioner af kroner i hjælp fra staten.

Nu viser det sig, at langt fra alle af de 125 millioner kroner, som skulle gå til at reparere dæmninger og veje, er blevet brugt.

83 millioner kroner sendes nemlig videre til en helt anden pengepulje, som skal bruges på kystsikring over hele landet. Og altså ikke kun de stormflodsramte kommuner.

- Jeg synes ikke, at det er fair, udbryder Dorthe Iversen. Hun bor på Sydals kun få kilometer fra dæmningen til halvøen Kegnæs, som stadig er hårdt medtaget af stormfloden.

Vejen, som går over dæmningen, til halvøen smuldrede væk, da bølgerne ramte. Og når Dorthe Iversen skal besøge sine venner på Kegnæs, så har bilturen været bøvlet siden oktober 2023. For der er kun ét spor, som bilerne kan køre i. Så Dorthe Iversen må vente tålmodigt til, at lysreguleringen skifter til grøn, når hun skal mødes med sine venner.

Vejen til Kegnæs er langsomt ved at blive genskabt, men der er stadig et stykke arbejde, der skal gøres, før bilisterne kan køre som normalt. (Foto: © Peter Øvad Halkjær, DR)

- Det er virkelig ikke sjovt. Nu har vi kørt på én vejbane i lang tid, siger Dorthe Iversen inden hun stiller spørgsmålet:

- Hvorfor skal man vente så lang tid, inden man får den lavet?

Borgmester: 'Et stort kaos'

Den ødelagte dæmning til halvøen Kegnæs er langt fra den eneste stormflodsskade, som Sønderborg Kommune har måtte forholde sig til.

73 millioner kroner løb skaderne op i for den sønderjyske kommune, som har fået tilsagn om 15 millioner kroner i erstatning fra stormflodspuljen.

Sønderborg Kommunes socialdemokratiske borgmester, Erik Lauritzen, er skuffet over, at der ikke kom flere penge fra stormflodspuljen til at udbedre skaderne.

- Hele forløbet omkring de her penge har været et stort kaos, siger han, mens han betragter skaderne på dæmningen til Kegnæs.

125 millioner kroner var blevet sat af fra Christiansborgs side til de ramte kommuner til at genoprette blandt andet veje og dæmninger. Men på grund af forskellige kriterier, er der stadig 83 millioner kroner tilbage i puljen. Sønderborg Kommunes borgmester kalder det for en farce, at blive lovet økonomisk hjælp fra Christiansborg for at ende med næsten ingenting. (Foto: © Telma Svangtun Eriksen, DR)

Pengene til at fikse dæmningen skal nu findes andre steder, siger borgmesteren.

- Så har vi måtte tære på kassebeholdningen og udskyde nogle anlægsprojekter.

Ordfører: 'Det var ikke meningen at dække alle skader'

Stormflodspuljen var som nævnt på 125 millioner kroner, men 83 millioner kroner bliver altså ikke brugt til at lappe og reparere skaderne fra oktober 2023.

Ifølge Socialdemokratiets miljøordfører, Thomas Monberg, skyldes det, at kommunerne maksimalt har kunnet få dækket op til 25 procent af deres udgifter, hvilket han ikke ser som et problem:

- Meningen med stormflodspuljen var at hjælpe kommunerne i gang med det her. Det var jo ikke meningen, at det skulle dække halvdelen eller alle udgifter til skader. Det ansvar har kommunerne også selv, siger Thomas Monberg.

Selvom Thomas Monberg siger, at det var meningen, at kommunerne ikke skulle have del i hele stormflodspuljen, så bliver stormflodspuljen kaldt for "en fiasko" af Arne Ullum. Han er chefredaktør på NB Medier, som skriver om kommunernes økonomi.

- Det er jo endt med at være en fiasko, fordi man har brugt en masse arbejdskraft på at få fordelt godt 30 millioner kroner ud, så nogen succes har det (stormflodspuljen, red.) ikke været, siger Arne Ullum.