Mia Skadhauge Stevn-sag får folk til at rejse langt for at være med i retten

Det er ikke kun journalister og pårørende, som viser interesse for drabssag i Aalborg.

Klokken syv var der allerede lang kø til at overvære retssagen. (Foto: © Christine Nørgaard DR)

I dag fortsætter retssagen mod en 37-årig mand, der er tiltalt for drabet på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, som forsvandt efter en bytur i Aalborg i februar måned sidste år.

Retssagen drager meget interesse med sig.

Retten i Aalborg oplyser, at køen til retssalen var endnu længere end i går. Tidligt i morges stod omkring 30 personer allerede i kø.

Katrine Bennetsen fra Nordsjælland har taget turen til Aalborg med en veninde for at overvære retssagen.

Der var tidligt kø ved retten. Foto: Christine Nørgaard

De har stået i kø siden midnat for at være sikre på at få en plads i salen.

- Vi synes, det kunne være spændende personligt at se sådan en retssag, og hvordan retssystemet virker, fortæller Katrine Bennetsen og fortsætter.

- Vi vil gerne se ham sidde og forklare. Vi synes jo, det var ret vildt, det han fortalte i går.

DR Nyheder dækker retssagen live. Følg med i liveblogen her.

Startede som en efterlysningssag

Retssagens første dag var meget voldsom at overvære, fortæller DR's retsanalytiker, Louise Dalsgaard. Blandt andet fordi det i detaljer blev beskrevet, at liget af den unge kvinde var blevet parteret.

Allerede i går var både retssalen og det tilhørende lytterum "fyldt til bristepunktet" med både journalister, pårørende og almindelige folk fra offentligheden, siger Louise Dalsgaard.

Hun mener, at den store interesse for sagen blandt menigmand skyldes, at offentligheden fra begyndelsen blev bedt om at hjælpe politiet med at finde den 22-årige kvinde.

- Denne sag startede jo som en efterlysningssag, hvor politiet håbede at finde Mia Skadhauge Stevn i live og bad folk fortælle politiet, hvis de havde set eller hørt noget, og så er der også et aspekt, der handler om, at man skal kunne føle sig tryg i nattelivet, også når man er på vej hjem, siger Louise Dalsgaard.

Hele dagen i dag er afsat til, at den tiltalte skal afgive sin forklaring og svare på spørgsmål både fra anklageren og forsvaren.

Han nægter sig skyldig drab og voldtægt, men siger, at Mia Skadhauge Stevn døde, fordi hun faldt og blev kvalt i remmen fra sin taske.

Den forklaringer har retsmedicinere dog fundet usandsynlig. Den tiltalte erkender usømmelig omgang med lig.

Der forventes dom i sagen den 29. juni.