I over tre timer afgav en nu 37-årig mand forklaring, om hvad der skete sidste år, da den 22-årige Mia Skadhauge Stevn forsvandt efter en bytur sidste år.
Den 37-årige nordjyde er tiltalt for voldtægt og drab på den unge kvinde. Han nægter sig skyldig.
Han erkender dog, at han forsøgte at skaffe liget af vejen, da hun var død.
Den tiltalte har siden februar sidste år siddet varetægtsfængslet, og i dag gav han for første gang offentligheden sin version af, hvad der skete om morgenen 6. februar sidste år.
Iklædt mørkt tøj og kortklippet hår fortalte han med rolig stemmeføring, hvordan han havde set den 22-årige sygeplejerskestuderende stå ved et busstoppested foran Netto på Vesterbro i Aalborg uden jakke og med bare arme.
- Det undrer mig, at hun står ved stoppestedet. Der er ingen andre. Der er længe til næste næste bus. Jeg ser, hun står med bare arme, så tænker jeg, om hun vil have et lift, sagde han i retten.
Han fortalte videre, at han ikke fik en konkret adresse fra Mia Skadhauge Stevn, da hun satte sig ind i bilen. Derimod sagde hun, at hun skulle til "sportens eller idrættens".
Det tolkede den 37-årige som om, at hun boede i nærheden af et sted med idrætsfaciliteter, og han kørte derfor rundt med hende i Aalborg og Nørresundby nord for Limfjorden.
Hyggede sig
Anklager Mette Bendix var under dagens retmøde meget interesseret i at høre, hvad der skete i bilen mellem den tiltalte og den 22-årige kvinde - og ikke mindst, hvilken tilstand Mia Skadhauge Stevn var i, da hun blev samlet op.
Ifølge anklageskriftet var hun tydeligt påvirket af alkohol, men det var den tiltalte uenig i.
- Det var ikke mit indtryk. Hun var klar i spyttet. Hun kom med hurtige comebacks. Hun var var meget sjov. Vældig snakkesaglig, lød hans forklaring i retten.
På et tidspunkt forklarede den tiltalte, at hun sad med et rejsekort i bilen.
- Så siger hun, "så kunne hun betale for turen". Så grinede hun.
Det fik anklageren til at spørge ind, om hun mon troede, at hun havde sat sig ind i en taxa.
- Kunne det være udtryk for, at hun var fuld? ville anklageren vide.
- Det tror jeg bestemt ikke, lød den tiltalte.
Den tiltalte forklarede under retsmødet, at under køreturen indleder han og den 22-årige Mia Skadhauge Stevn en seksuel relation.
Af hensyn til afdøde vælger DR Nyheder ikke at bringe en række detaljer om det.
Det er dog væsentligt for tiltaltes stillingtagen i sagen at fortælle, at han mener, at der var frivillige fysiske berøringer og seksuel handling mellem de to.
Anklagemyndigheden mener derimod, at der er tale om voldtægt.
Ifølge en gps-sporing fra bilen fortsatte den tidligt søndag morgen ud til et område i Hammer Bakker, hvor den lavede tre stop. I alt var bilen i området i omkring en time.
Selvom politiet har fået gps-data fra bilen, ved politiet ikke, hvad der sket under køreturen og de forskellige stop.
Politiet har dog i området fundet ejendele tilhørende Mia Skadhauge Stevn - for eksempel en hårelastik og nøgler.
"Faldt forover"
I retten forklarede den tiltalte, at han og den 22-årige kvinde under turens andet stop begge steg ud af bilen.
På et tidspunkt gik den 22-årige Mia Skadhauge Stevn foran ham, da han så hende falde forover i skovbunden.
- Jeg iler derhen, da hun ligger helt stille, og der ikke er nogen bevægelse, sagde tiltalte i retten.
- Jeg begynder at spørge, om hun er kommet til skade.
Han fortalte, at hun talte unaturligt, at hun anstrengt sagde, hvad han tydede som et "ja". Han fik ikke en hel sætning ud af hende.
Han fortalte, at han løftede hendes taskerem af hende, som sad rundt om hendes hals. Den sad fast i noget nede ved jorden. Ifølge ham skete det under faldet.
Ifølge obduktionserklæringen har man ikke kunne fastslå en endelig dødsårsag, men det kan skyldes hindring af blodomløb til hovedet. For eksempel ved kvælning eller fastklemning af brystkassen.
Den 37-årige mand forklarede videre, at han på et tidspunkt fik den unge kvinde op af stå, og at de bevægede sig mod bilen.
Retten nåede dog ikke at høre videre, inden retsmødet blev afsluttet. Den tiltaltes forklaring fortsættes i morgen.
Var i tre forskellige byggemarkeder
Det kom dog frem i begyndelsen af dagen, at den 37-årige mand gjorde et ihærdigt forsøg på at skille sig af med liget.
Under specialanklager Mette Bendix' forelæggelse kom det frem, at den tiltalte samme dag, søndag den 6. februar, kørte i byggemarkedet Jem og Fix.
Det kunne politiet se via gps-data fra den tiltaltes bil.
Dagen efter kørte han igen i to andre Jem og Fix-butikker på vej hjem fra sit arbejde.
I løbet af de tre besøg købte han 16 flasker kaustisk soda, to flasker klorin, en flaske afløbsrens, malerovertræksdragter, seks par gummihandsker, 19 spande og sprit.
Ifølge anklageskriftet forsøgte han at gemme flere dele af liget i Dronninglund Storskov, hvor han gravede dele af liget ned.
Politiet har også via gps kunnet se, hvor han kørte hen.
Anklagemyndigheden kræver, at hvis den tiltaltes kendes skyldig, at han bliver idømt livstid alternativt forvaring.
Der forventes dom i sagen den 29. juni.