Det var et storjublende landshold, der med en 5-1-sejr over Irland i november sikrede sig en billet til VM-slutrunden næste sommer.
- Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra Danmark af! Hey, hey, hey! Store patter, lød sejrssangen fra omklædningsrummet i en video, som DBU delte på Twitter, og spilleren Mathias Zanka Jørgensen delte på Facebook.
Og så begyndte diskussionen. For at slutte af med at råbe'store patter' er sexistisk, lyder kritikken fra blandt andet Everyday Sexism Project Denmark (ESPD).
Derfor skal Fodboldens Etiske Råd i dag tage stilling til, om det er i orden.
Men det er at skabe et problem ud af ingenting, for kampråbet handler ikke om kvinderne - tværtimod. Sådan lyder meldingen fra mande- og parterapeut, Tomas Friis, som rådgiver, coacher og holder foredrag blandt andet om maskulinitet og manderoller.
- Når mænd står i omklædningsrummet og jubler over deres sejr over fjenden, har det ikke noget med kvinder at gøre i det hele taget. De råber sikkert bare ’store patter’, fordi det er noget, man altid gjort, siger han.
- Man skal lede efter krænkelsen
Everyday Sexism Project Denmarks forperson, Maria Vicki Lindbaum, mener, at kampråbet er en del af en kvindenedgørende kultur.
- I kølvandet på 'metoo' lister det sig ind i en større sammenhæng. Vi bliver simpelthen nødt til at bringe denne her sexistiske diskurs ud af omklædningsrummene for at gøre op med den sexistiske jargon, der er nogle steder, siger hun.
Men det er ifølge Tomas Friis helt misforstået. Han mener, at det er at gøre noget til krænkende opførsel, som reelt ikke er det.
- Hvis du står inde på lægterne i Parken, og der er en eller anden fuld stodder, der begynder at tage dig på brysterne eller rage dig på røven, så er det en krænkelse. Men når et udefinerbart kollektiv råber ’store patter’ i et omklædningsrum, skal man lede med lygte og mikroskop for at finde krænkelsen i det, siger han.
- Forestillingen om, at kampråbet er en del af en eller anden giftig patriarkalsk og sexistisk kultur, det er simpelthen forkert. Og det er ikke et udtryk for kvindehad, siger Tomas Friis.
Diskussion om brud på etiske retningslinjer
Noget af det, Fodboldens Etiske Råd i dag diskuterer, er, om landsholdsspillerne bryder med DBU's etiske retningslinjer, når de råber 'store patter'.
DBU's etiske retningslinjer, det såkaldte 'Code of Conduct', indeholder 11 retningslinjer, som alle landsholdsspillere forventes at efterleve. Nogle af dem går på, at "Vi støtter mangfoldighed og er imod enhver form for diskrimination", og "Vi er forbilleder døgnet rundt, året rundt – både på banen, i byrummet og på sociale medier".
Men selvom kampråbet måske er primitivt, er det vigtigt at se det i den kontekst, som det er en del af. Det siger lektor i religionsvidenskab og forsker i ritualer, Marianne Qvortrup Fibiger.
https://www.qzzr.com/c/poll/dFk0bqki2Z82VWoNAn1RJUJxhIe
'Store patter' er en slags rituel kode
Hun mener, at brugen af 'store patter' skal forstås i en rituel kontekst. For tonen i omklædningsrummet er en del af et specielt rituelt rum, hvor fodboldspillerne formentlig ikke tillægger udtrykket samme værdi, som hvis de var ude i offentligheden.
- Det er en form for rituel kode, hvor de siger noget, som på en eller anden måde er indlejret hos dem som et fællesskab, og som betyder noget for dem i euforien, siger Marianne Qvortrup Fibiger.
Hun mener ikke, at man skal tillægge brugen af 'store patter' større værdi, end at det er et bestemt mandligt kampråb, som skaber et fællesskab for landsholdspillerne - og som er en del af et bestemt rituelt sprog, som fodboldspillerne deler.
Derfor mener hun, at skal være forsigtig med at køre kampråbet op til at være noget, det ikke er.
Når omklædningsrumsjargonen kommer ud i offentligheden
Til gengæld mener forskeren, at problemet kan opstå, når kampråbet bliver trukket ud af omklædningsrummet og ud i offentligheden. For pludselig kan brugen af 'store patter' spredes ud - og så kan det blive et udtryk, som eksempelvis unge drenge føler, at man kan tillade sig at sige i forskellige sammenhænge.
- Man kommer jo tættere og tættere på sportsudøvere i dag og følger dem i alle mulige sammenhænge. Så det er måske dér, man skal være lidt på vagt i forhold til, hvad man egentlig gør offentligt, siger hun og fortsætter:
- I denne situation er diskussionen jo også startet, fordi videoen blev gjort offentlig og pludselig indlejres den i alle mulige andre sammenhænge. Og derfor er det pludselig blevet en sag, forklarer Marianne Qvortrup Fibiger.
Det er Tomas Friis uenig i. Han mener ikke, at kampråbet rykker ved grænserne for, hvad mænd kan tillade sig at sige.
- Langt de fleste mænd, herunder mænd og yngre mænd, ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Så kan det godt være, at der er visse steder, hvor stemningen gør, at man går ud over, hvad der i virkeligheden er okay, men det har ikke noget med et kampråb i omklædningsrummet at gøre, siger mande- og parterapeuten.