Ungdomstræner om 'store patter': De råber jo bare det samme som deres idoler

Køges U14-træner tror ikke, drengene mener noget kvindenedgørende, når de råber 'store patter' efter en sejr.

- Hvem var det, der vandt i dag. Det var dem fra Køge af. Hey hey hey. Store patter!

Sådan lyder det i omklædningsrummet, når U14-drengene fra Køge Boldklub har vundet en fodboldkamp.

Kampråbet har de lært af fodboldlandsholdet, der ligeledes slutter deres kampråb af med at sige 'store patter'. Kampråbet fik ekstra stor opmærksomhed, efter Danmark sikrede sig kvalifikationen til VM efter 5-1-sejren i Irland.

Her lagde både Dansk Boldspil-Union (DBU) og spilleren Mathias Zanka Jørgensen en video af kampråbet ud på henholdsvis Twitter og Facebook.

Og det har skabt så meget røre, at Fodboldens Etiske Råd i dag skal tage stilling til, om det er i orden.

Everyday Sexism Project Denmarks forperson, Maria Vicki Lindbaum, håber at få det, hun kalder en sexistisk kurs, ud af omklædningsrummene.

- I kølvandet på 'metoo' lister det sig ind i en større sammenhæng. Det er en kvindenedgørende kultur. Sexistiske tilråb og jokes hører ind under en krænkende kultur. Og det er et meget udbredt kampråb. Børn i U11 råber det samme som landsholdet, for det er deres forbilleder, siger Maria Vicki Lindbaum.

Gør som idolerne

Karim El Husseiny er træner for U14-drengene i Køge Boldklub. Han synes, det er meget uskyldigt, at hans drenge råber 'store patter', når de skal fejre en sejr i omklædningsrummet.

De gør jo bare det, de har hørt deres idoler sige. Sådan nogle drenge gør det, de hører og ser andre gøre, og det har ikke noget med sexisme at gøre fra drengenes side. De lægger ikke så meget i det eller mener noget nedladende med det, siger Karim El Husseiny.

Kampråb med brug af udtryk som 'store patter' er helt almindeligt i danske fodboldklubber. Både i de yngre rækker og i superligaklubberne. Derfor tror Karim El Husseiny, at det bliver svært at ændre på.

I værste fald bliver døren bare lukket til omklædningsrummet. Det betyder også, at det, der foregår i landsholdets omklædningsrum, bliver lukket land, så fansene ikke kan komme tæt på, når idolerne har forladt banen.

- Vi bliver bare ekskluderet fra omklædningsrummet, og kameraerne bliver slukket. Det er ærgerligt, for det var jo fedt efter kampen i Irland, at vi kunne komme med ind, siger Karim El Husseiny.

Karim El Husseiny er træner for U14-drengene i Køge Boldklub.

Fodboldens Etiske Råd skal senere i dag blandt andet diskutere, om landsholdsspillerne bryder med DBU's etiske retningslinjer.

Det såkaldte 'Code of Conduct' indeholder blandt andet 11 retningslinjer, som alle landsholdsspillere forventes at efterleve. Et par retningslinjer er blandt andet, at "Vi støtter mangfoldighed og er imod enhver form for diskrimination" og "Vi er forbilleder døgnet rundt, året rundt – både på banen, i byrummet og på sociale medier".

Her ses videoen på Mathias Zanka Jørgensens Facebookprofil.