Malmøs politi: Strømmen har været mod Sverige

Svensk politi er dog endnu ikke blevet bedt om at eftersøge journalisten Kim Wall på svensk side.

​Politiet i Sydsverige har siden fredag samarbejdet med politiet i Danmark om at finde den svenske journalist Kim Wall, der forsvandt natten til fredag, efter hun havde været passager på ubåden "UC3 Nautilus".

Ejeren af ubåden Peter Madsen er siden blevet varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab, men nægter sig skyldig.

- Vi bistår den danske udredning så godt, vi kan, og foretager os det, dansk politi beder os om. Lige nu er vi et fåtal, der bistår sagen, sagde Mattias Sigfridsson fra Malmøs politi til det netop overståede pressemøde.

Her fortalte han også, at politiet i Sverige ikke har fået en melding fra dansk politi om at iværksætte en eftersøgning på svensk side efter den forsvundne journalist, men at de er forberedt på, at sådan en begæring kommer:

- Der er oplysninger om, at strømmen har været mod svensk side siden hændelsen i fredags, men indtil videre er der ikke kommet en retshjælpsbegæring fra dansk politi, lød det fra Mattias Sigfridsson.

Man er dog parat til at lede efter journalisten Kim Wall som en hvilken som helst anden person i vandet med helikoptere fra luften eller på land.

Alle observationer er vigtige

Samtidig beder svensk politi – ligesom politiet i Danmark – eventuelle vidner om at træde frem.

- Vi vil gerne have hjælp til flere ting. For det første er alle observationer omkring ubådens rejse, tid og sted interessante, så hvis nogen har observeret den, vil vi gerne tale med dem,

- Og så vil vi gerne bede om hjælp fra folk til at kigge i vandet efter objekter, der kan have relation til den her sag, siger Mattias Sigfridsson fra Malmø Politi.

Han forklarede samtidig de fremmødte journalister, at det udelukkende er dansk politi, der står for undersøgelsen af ubåden og efterforskningen af den svenske journalists forsvinden som en "kriminel handling".

- De her samarbejder på tværs af landegrænserne er ganske normale, når man har med grænseoverskridende kriminalitet at gøre. Og selve efterforskningen står dansk politi for.