Politiet: Vi leder efter andre, som har været gæster på ubåden

De tekniske undersøgelser af den forliste ubåd bliver afsluttet i dag, lyder det fra Københavns Politi.

Politiets undersøgelser af den forliste ubåd UC3 Nautilus bekræfter, at ubådens forlis angiveligt er sket som en bevidst handling.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet efterlyser også vidner, som ubådsejeren Peter Madsen tidligere har haft ombord på ubåden UC3 Nautilus. De vil gerne vide, hvordan tidligere ture med ubåden er forløbet, og hvilken rute de har taget.

De tekniske undersøgelser af ubåden er stort set færdige og forventes endelig afsluttet senere i dag.

- Der er sikret en del elektronik fra båden, som nu er sendt til nærmere undersøgelser for at kunne rekonstruere ubådens sejlrute og en tidslinje for sejladsen, står der i pressemeddelelsen. Resultaterne af disse undersøgelser forventes at tage et stykke tid, skriver politiet.

Imens fortsætter politiet eftersøgningen af den forsvundne, svenske journalist Kim Wall med en luftoperation, hvor Hjemmeværnet bidrager til operationen med fly. Hun er sidst set torsdag aften, da hun steg ombord på ubåden.

Ubåden ’Nautilus’ havde en overfladehastighed på 6,8 knob og en neddykket hastighed på 3,5 knob. Vi har taget et gennemsnit af de to hastigheder, altså 5,15 knob (svarende til cirka 9,5 kilometer i timen) og ganget med de 10,5 timer, der gik, fra ubåden blev set sidst ved Saltholm, til den dukkede op ved Drogden Fyr og kort efter sank. Det giver knap 100 kilometer og dermed en radius på knap 50 kilometer, da ubåden skulle tilbage til cirka samme område igen.

Kærer ikke fængsling

Ubåden sank ved Drogden Fyr i Køge Bugt fredag formiddag efter længere tids eftersøgning af fartøjet.

Torsdag aften var ubådens ejer, Peter Madsen, stævnet ud fra Københavns Havn sammen med den svenske journalist, Kim Wall. Hun er savnet, og Peter Madsen er sigtet for manddrab i sagen.

Peter Madsen blev lørdag i Københavns Byret fængslet i 24 dage for lukkede døre.

Politiet mener, at han har forvoldt den 30-årige svenske journalist Kim Walls død i forbindelse med hendes reportagetur i hans ubåd.

Her nægtede han sig skyldig i anklagemyndighedens drabssigtelse.