I mere end tre år benægtede ledelsen i Københavns Politi, at der i 2012 blev givet ordre til politibetjente om at skærme den kinesiske præsident mod flag og demonstranter.
Men nu afslører en mail, at ledelsen af en kollega blev bekendt med dette allerede i foråret 2013.
Mailen er sendt fra vicepolitiinspektør Kim Lykke Østergaard til politiinspektør Jørgen Skov op til et nyt officielt kinesisk statsbesøg.
Den kom frem under anden dag i afhøringerne i Tibet-kommissionen, da den ledende politiinspektør Mogens Norup Lauridsen blev afhørt.
Op til besøget i 2013 er det Kim Lykke Østergaard, der skal stå for planlægning af selve besøget.
En opgave, der ved Kina-besøget i 2012 lå under vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen.
- Sidst vi havde besøg af en højtstående kineser var der forholdsordre om, at demonstranter og lignende absolut ikke måtte kunne ses fra eskorten eller ved objekter!!! En restriktion, der mig bekendt blev overholdt nærmest nidkært med anvendelse af den fornødne magt, skriver Kim Lykke Østergaard.
Han nævner dette over for sin chef Jørgen Skov for at undgå lignende tilfælde i 2013. Jørgen Skov var i 2013 politiinspektør og leder af efterforskningsenheden.
Personer fik frataget deres flag
På daværende tidspunkt, i foråret 2013, var ledende politiinspektør Mogens Lauridsen stadig i gang med at undersøge, præcis hvad der var foregået under statsbesøget i 2012. Her havde en række demonstranter fået frataget deres Tibet-flag, og en demonstration var blevet skærmet af politibusser.
Under afhøringen i dag fortæller Mogens Lauridsen, at han ikke modtog samme mail som Jørgen Skov i foråret 2013.
Mogens Lauridsen fastholdt tiden efter 2012-besøget, at der ikke lå en ordre om at skærme præsidenten. Det er senere kommet frem i en såkaldt operationsbefaling og taktiske planer for de enkelte politigrupper, at der lå en sådan ordre.
Mogens Lauridsen fortæller i Tibet-kommissionen, at han hverken var involveret i udarbejdelsen af operationsbefalingen eller de taktiske befalinger.
Han var heller ikke til stede i politiets såkaldte KSN-center, der har radiokontakten til de enkelte betjente.
I alt skal 58 personer afhøres i sagen, hvor kommissionen skal udersøge og redegøre for politiets handlinger i forbindelse med officielle besøg fra Kina i 2012, 2013 og 2014.