Satireprogrammet 'Den korte radioavis' på Radio24syv har ifølge organisationen Amnesty chikaneret og kørt hetz mod blogger og kønsaktivist Amalie Have med telefonopkald i ugevis.
Men den kritik afviser radiostationens programchef på Radio24syv Mads Brügger.
- De har ringet til Amalie Have en fire-fem gange fra programmet og lagt en besked på hendes telefonsvarer. Det, synes jeg, er ret fredsommeligt, siger han.
Ifølge kritikken fra Amnesty, så har bloggeren dog fået opkald flere gange dagligt i ugevis - både under og uden for sendetid.
- Det passer simpelthen ikke. Det er et helt vanvittigt postulat, som jeg på det skarpeste vil afvise.
Amnesty International har sendt et brev til radiostationen, hvor de opfordrer dem til at stoppe med at ringe til Amalie Have og pille de indslag, hvor hun er med, ned.
- Indslagene med Amalie Have har været nogle bittesmå segmenter i timelange satireprogrammer, siger Mads Brügger og understreger, at de ikke kommer til at opfylde de krav, som Amnesty stiller om at fjerne programmer fra hjemmesiden.
En anden del af kritikken fra Amnesty lyder på, at Amalie Have har modtaget trusler fra lyttere efter, at programmets fiktive hovedperson Kirsten Birgit angiveligt har sendt sin såkaldte troldehær på de sociale medier efter hende. Den påstand afviser Mads Brügger også.
- Det har hun (Kirsten Birgit red.) aldrig sagt. Det har jeg dobbelttjekket med redaktionen. Det er ikke blevet sagt, siger han.
- Det må være dem, som har fået den tossede idé at kontakte Amalie Have med ubehagelige beskeder og trusler, der har ansvaret, siger han og tilføjer, at hvis Amalie Have har modtaget trusler om voldtægt, skal hun gå til politiet og ikke til Amnesty.
- Man skal i hvert fald ikke skyde skylden på det medie, der har sendt et satireprogram. Hvis medier skal gøres ansvarlige for, hvad folk kan finde på efter at have læst en artikel, set et program eller hørt et radioprogram, så går al offentlig debat jo i stå.
Amalie Have sendte følgere efter Lukas Graham
'Den Korte Radioavis' begyndte at interessere sig for Amalie Have, da hun opfordrede sine 86.000 følgere på Instagram til at få sangeren Lukas Graham til trække en coverindspilning af XXXTentacions sang 'SAD!' tilbage, fordi XXXTentacion er anklaget for voldtægt.
- Satire skal helst sparke op ad og generelt slå på nogen, som er stærkere end en selv. Det er idealet for satire.
- Den her satire om Amalie Have er klokkeklar. Hun er blogger, aktivist og en stemme i debatten. Hun har brugt sin tyngde og indflydelse på sociale medier til at presse Lukas Graham - en af landets største sangere - til at trække et covernummer tilbage.
Det fik 'Den Korte Radioavis' til at tjekke om "Amalie Have praktiserer, hvad hun selv prædiker" ved at se på hendes egne playlister på Spotify.
Her fandt satireprogrammet flere musikere på playlisten, der også har været anmeldt for vold.
- Der er sågar en morder i blandt. Så med andre ord afdækker de, at Amalie Have er en hykler, som er et af formålene med satire. At Amnesty nu forvandler det til en hetz, det, synes jeg, er stærkt overdrevet.
- Jeg kan slet ikke se, hvad Amnesty laver i en sag som den her. Faktisk synes jeg, at Amnesty er ved at gøre noget af det stik modsatte af, hvad jeg ville regne med, at de interesserede sig for, siger Mads Brügger.