Lyn forsinkede SAS-fly - passagerer kræver erstatning

Østre Landsret skal afgøre, om usædvanlige omstændigheder kan forklare forsinkelse på USA-fly.

Flybranchen mener, at erstatningsræset er gået for vidt. Den ønsker at få EU-forordningen ændret. (Foto: © © TT News Agency / Reuters, Scanpix)

En forsinkelse på en flyvning fra København til Washington kan koste SAS over 100.000 kroner.

24 passagerer har krævet erstatning, fordi de er utilfredse over at være kommet for sent frem til den amerikanske hovedstad.

Egentlig skulle de være landet klokken 15 lokal tid 13. september 2013. Men det skete først cirka fire timer senere.

Nu skal Østre Landsret afgøre, om SAS skal betale. Sidste sommer fik passagererne medhold i Københavns Byret, men selskabet har anket dommen.

Forsinkelsen skyldtes, at der på en flyvning dagen før på samme rute var opstået problemer. På grund af heftigt uvejr med mange lyn blev maskinen omdirigeret til Philadelphia.

Sagen skal afgøres på baggrund af EU-regler. De siger, at selskaber skal betale for forsinkelser på tre timer og mere - med mindre de kan undskylde sig med "usædvanlige omstændigheder."

I dette tilfælde er Københavns Byret enig i, at lynnedslagene dagen før var usædvanlige omstændigheder.

Men de kan ikke udstrækkes til også at gælde det følgende døgn, fremgår det af afgørelsen.

Derfor er de 24 hver blevet tilkendt en kompensation på 600 euro, hvilket i alt svarer til 107.464 kroner.

Landsretten behandler sagen på et retsmøde mandag, og dommen ventes at blive afsagt senere.

/ritzau/