- Jeg har kæmpet for at hjælpe alle andre forsinkede flypassagerer, der bliver udsat for samme behandling.
Sådan lyder kommentaren fra en glad 63-årig Laila Andersen, efter at Højesteret i dag har afgjort, at flyselskabet Primera Air skal betale en kompensation på cirka 3.000 kroner til hende og 10 andre passagerer.
Hun og barnebarnet Emil blev forsinket 11 timer på en ferie til Kreta på grund af af tekniske problemer med det fly, de skulle afsted med.
Det resulterede i en dag fyldt med uvished og tumult i Billund Lufthavn, og derfor lagde hun med hjælp fra selskabet Flyforsinkelse.dk efterfølgende sag an mod flyselskabet.
Læs hele hendes historie her.
Laila Andersen vandt retssagen i både By- og Landsretten. Men sagen var så principiel, at flyselskabet fik særlig tilladelse til at få sagen prøvet ved landets øverste domstol, Højesteret.
Flyselskabet mente ikke, at passagererne havde krav på kompensation, da der var tale om usædvanlige omstændigheder, men det fik selskabet altså ikke medhold i, da dommen faldt i Højesteret i dag.
- Selvom det har været et langt forløb, har det været det hele værd, og jeg vil gøre det igen, siger Laila Andersen.
'De fylder os med løgn'
For Laila Andersen har forløbet været en princip sag.
- Det var ikke for at få noget økonomisk ud af det, men fordi vi har fået en dårlig behandling, siger hun.
- Går man i mange timer, skal man klage. Man skal ikke finde sig i, at de fylder os med løgn. Afgørelsen viser, at det kan betale sig at kæmpe for retfærdigheden.
Og det kan der være noget om.
Dommen kan nemlig vise sig at få langt større betydning end for blot Laila Andersen og de 10 andre passagerer, der har oplevet forsinkelser på grund af tekniske problemer med et Primera Air-fly til Varna i Bulgarien.
For afgørelsen kan muligvis udstikke kursen for, hvad der skal ske i de 1.300 lignende sager, som lige nu ligger i venteposition i landets byretter.
- Det er nu slået fast, at danske flypassagerer sandsynligvis kan få kompensation, hvis deres fly er aflyst eller forsinket på grund af tekniske fejl, siger Johan Fugmann, direktør i Flyforsinkelse.dk.
Laila Andersen skal dele kompensation med Flyforsinkelse.dk, og det er helt fint ifølge bedstemoren.
- Det er velfortjent, siger hun.
- Jeg har dog slet ikke selv funderet over, hvad jeg skal bruge pengene på.